Nyt europæisk forskningsprojekt skal udvikle avancerede robotter til brug i rummet. Det sker i et samarbejde mellem Teknologisk Institut og European Space Agency (ESA). Målet er at skabe robotteknologi, der på egen hånd kan bygge og vedligeholde store konstruktioner som rumstationer og solcelleanlæg i rummet.

Projektet, SpaceAlign, fokuserer på to særligt krævende teknologiske udfordringer: For det første udvikles autonome robotter, der kan træffe egne beslutninger uden konstant menneskelig kontrol. For det andet skal disse robotter fungere i rummet, et ekstremt miljø præget af blandt andet stråling, støv og store temperatursvingninger. Kombinationen af avanceret selvstændighed og de barske betingelser i rummet gør projektet både ambitiøst og udfordrende – med et stort potentiale for fremtidens rumfart.

Robotter skal kunne klare sig selv

Indtil nu har robotter i rummet hovedsageligt arbejdet ud fra forudbestemte instruktioner. Det skyldes blandt andet, at der kan være stor forsinkelse på kommunikationen mellem jorden og rummet, så fjernstyring ofte ikke er praktisk muligt.

I projektet skal avanceret software nu udvikles, så robotterne lærer at tage egne beslutninger, også i uforudsete situationer. Teknologisk Institut skal sammen med ESA og andre europæiske partnere udvikle en simuleringsplatform, så man kan teste og sikre, at robotterne er både sikre og pålidelige – også under vanskelige forhold.

“ESA har bedt os om at undersøge, hvordan vi kan få robotter til at blive pålidelige og tilpasningsdygtige partnere i hele livscyklussen for store rumkonstruktioner – fra opbygning og vedligeholdelse til nedtagning og genbrug – med minimal menneskelig indgriben og maksimal autonomi,” siger Mikkel Labori, faglig leder hos Teknologisk Institut.

Sikkerhed og robusthed i fokus

Rummet udgør et ekstremt arbejdsmiljø for robotter. Foruden støv og stråling kan der let opstå sensorfejl eller andre problemer, som robotten selv skal kunne opdage og reagere på. Derfor bliver en væsentlig del af projektet at udvikle intelligente systemer, som løbende kan overvåge, analysere, planlægge og udføre selvstændige opgaver.

“Vi skal udvikle og demonstrere en software- og simuleringsløsning, der gør autonome robotter i stand til at tilpasse sig og agere sikkert ved konstruktion, vedligehold og demontering af store rumkonstruktioner – med særligt fokus på sikkerhed og robusthed mod uforudsete hændelser,” forklarer Christian Skov Esbensen, konsulent ved Teknologisk Institut, og fortsætter:

“En vigtig del af projektet bliver at skabe en realistisk simulering, hvor man kan afprøve, hvordan robotten tilpasser sig nye situationer. På den måde bliver simuleringen en slags træningslejr, hvor robotten og dens systemer kan lære at håndtere rummet, uden at det koster dyrt at fejle”, siger Christian Skov Esbensen.

Teknologisk Institut vil gennem projektet inddrage input fra centrale aktører for at sikre, at løsningen matcher industriens behov. Projektets resultater – herunder simuleringsplatform og rapporter – bliver gjort åbent tilgængelige, så hele den europæiske rumrobotbranche kan drage nytte af erfaringerne.

Om projektet SpaceAlign

  • Finansiering: European Space Agency (ESA)
  • Periode: Maj 2025 – april 2026
  • Formål: Udvikle og simulere nye software- og styringsløsninger, der gør robotter i stand til at samle, vedligeholde og nedtage store konstruktioner i rummet – sikkert og autonomt.

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.