Da Teknologisk Institut afholdte Indeklimaets Temadag d. 30. januar, mødte hele 125 deltagere op for at diskutere de nyeste tendenser og udfordringer indenfor indeklima, bæredygtighed og energieffektivitet.

Indeklimaets Temadag 2025 blev afholdt i samarbejde med Energiforum Danmark, Veltek, FAV, VENT-ordningen og Danvak. Med et program spækket med spændende oplæg, cases og netværksmuligheder, demonstrerede dagen tydeligt byggebranchens voksende fokus på at skabe sundere og mere bæredygtige bygninger.

Et kig ind i krystalkuglen: Fremtidige tendenser

Dagen blev skudt i gang med en inspirerende præsentation af Sektionsleder ved Teknologisk Institut, Christian Grønborg, der under overskriften ”Et kig ind i krystalkuglen” introducerede deltagerne til de nye rammer, som EU’s Bygningsdirektiv (EPBD) fra 2024 sætter for bygningers energiforbrug, indeklima og bæredygtighed. Oplægget fremhævede EU’s ambitiøse målsætning om at forbedre energieffektiviteten og reducere klimapåvirkningen, samtidig med at bygningernes indeklima forbedres. Der blev også diskuteret EU’s kommende krav til grønne produkter og virksomheders Code of Coduct, hvilket gav deltagerne en værdifuld indsigt i de udfordringer og muligheder, der venter i de kommende år.

Overvågning af indeklimaparametre: Hvor starter man?

Et andet af temadagens højdepunkter var et oplæg om, hvordan man sikrer en effektiv overvågning af indeklimaet i bygninger. Gennem en konkret case satte CEO ved Climafy, Davide Cali og Professor ved DTU, Pawel Wargocki, fokus på placering af sensorer, valg af intervaller for måling samt brugernes oplevelse af indeklimaet. Oplægget gav deltagerne praktiske værktøjer til, hvordan man kan opsamle og analysere data samt anvende alarmer for at sikre, at indeklimakrav bliver overholdt.

Fremtidens indeklimastyring i kontorbygninger

Derudover bød dagen på et spændende indslag om fremtidens indeklimastyring i store kontorbygninger. Konsulent hos Teknologisk Institut, Andreas Egholm, viste, hvordan prædiktiv teknologi kan kombineres med menneskelig indsigt for at skabe et bedre indeklima.

Ved hjælp af data fra CTS-anlæg, intelligente ventilationssystemer og vejrudsigter kan prædiktiv styring forudsige og tilpasse indeklimaet i realtid. Andreas illustrerede desuden, hvordan en antropologisk tilgang – hvor medarbejdernes adfærd og oplevelser analyseres – kan give værdifulde indsigter, der bidrager til bedre beslutninger.

Kommunale frontløbere: Favrskov og Frederikshavn

To kommunale cases satte fokus på, hvordan offentlige institutioner kan gå forrest i arbejdet med at forbedre indeklimaet.

Afdelingsleder i Ejendomscenteret i Favrskov Kommune, Michael Ertmann, præsenterede Favrskovs kommunes erfaringer med at integrere styring af ventilation og varme på tværs af 12 skoler. Gennem en omfattende renovering har kommunen reduceret energiforbruget og samtidig højnet indeklimaet i kommunes skoler.

Afdelingsleder for Center for Ejendomme, Park og Vej, i Frederikshavns Kommune, Bo Niebuhr, delte Frederikshavns Kommunes mangeårige erfaring med energi- og indeklimaledelse. Kommunen overvåger en bred vifte af parametre for at sikre at bygningerne fungerer optimalt og har gennemført flere større renoveringsprojekter.

DGNB 2025: Nye kriterier med fokus på indeklima

Fra den 1. januar 2025 er kriterierne for DGNB-certificering blevet revideret. Antallet af parametre er reduceret fra 35 til 15, hvilket gør manualen mere overskuelig og anvendelig, især med fokus på renovering.

Teknisk chef ved Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Lau Raffnsøe, gav med sit oplæg deltagerne en forståelse for de bagvedliggende ændringer i certificeringen, samt de muligheder, som de nye kriterier åbner for i forhold til at integrere indeklima i certificeringsprocessen.

Teknologiens rolle: Ventilation og luftrensning

To teknologitunge oplæg satte fokus på fremtidens løsninger. Først blev udviklingen af en intelligent og adaptiv styring til AMX-ventilationsanlæg præsenteret af Head of Technology and Innovation hos Airmaster, Erik Bjørn. Ved hjælp af Model Predictive Control (MPC) og kunstig intelligens (AI) sikrer løsningen et optimalt indeklima med minimalt energiforbrug – alt sammen baseret på vejrdata og el-priser.

Dernæst præsenterede Forretningsleder hos Teknologisk Institut, Stig Koust, et pilotprojekt om luftrensning i skoler. Projektet undersøger over 2 år, hvordan forskellige teknologier kan reducere luftvejsinfektioner i klasselokaler og forbedre elevernes trivsel. Projektet er blevet til i et samarbejde med Statens Serum Institut.

Netværk i nye rammer

Temadagen blev rundet af med et netværksarrangement i Teknologisk Instituts nye undervisningslaboratorium, hvor deltagerne fik en rundvisning af Forretningsleder hos Teknologisk Institut, Lasse Skammelsen Trankjær og Seniorspecialist hos Teknologisk Institut, Amalie Gunner, og samtidig mulighed for at udveksle erfaringer med hinanden.

Med rekordstor deltagelse og et alsidigt program har Indeklimaets Temadag 2025 cementeret sin position som en vigtig begivenhed for alle aktører, der arbejder med indeklima og bæredygtighed.

Indeklimaets Temadag er støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen under resultatkontrakten Fremtidens energiprodukter og energisystem.

Foto: Teknologisk Institut