Fokus på indeklimaudfordringer i landsbykirkerne er en god ide, lyder det fra Teknologisk Institut, som også opfordrer til at sætte fokus på indeklimaet i præsteboligerne.
Sundhedsskadeligt arbejdsmiljø i landsbykirkerne – især relateret til skimmelsvampe, er kommet i fokus på baggrund af en række artikler i Fagblade om dårligt arbejdsmiljø i landets mange landsbykirker. Den nyudnævnte kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen har for nylig kommenteret på oplysningerne om sundhedsskadeligt arbejdsmiljø og særligt skimmelsvampe, i danske kirker. Dem har der ganske rigtigt været fokus på i de senere år. Nu er turen kommet til præsteboligerne.
Præsteboligerne skal under lup
På Teknologisk Institut er specialisterne heller ikke i tvivl. Det er ikke kun i kirkerne skimmelsvampe udfordrer. Også præsteboligernes indeklima får nu mere opmærksomhed, siger Seniorkonsulent, Arne Kornum Krag, der til daglig arbejder med bygningsundersøgelser, særligt i netop præsteboliger og i kirker.
”Mange præsteboliger i dag har indeklimaproblemer. Det skyldes bl.a., at de, inden for de sidste 50 år er blevet renoveret, med henblik på øget isolering efter energikrisen. I 1970’erne og opefter blev der opsat forsatsvægge, som efterisolering af de kolde ydervægge. I 1980’erne var det undertaget under betontagsten, der stod for tur. Disse var, i mange tilfælde, lavet af plast, så eventuel fugt fra boligen havde svært ved at komme ud, hvis der ikke var lavet korrekt ventilation, og det gav skimmelsvamp på undersiden. I 1990érne dukkede der mange nye undertagsmaterialer og tagløsninger op på markedet. Men mange af de løsninger var ikke tilstrækkelig testede, hvilket igen gav problemer. Især de såkaldt diffusionsåbne undertage gav problemer med skimmelsvamp. Herefter blev der sat fokus på kvaliteten af undertage, men det hjælper ikke, hvis de ikke bliver monteret korrekt”, forklarer Arne Kornum Krag.
De klassiske kælder- og gulvudfordringer
En anden klassiker, når talen falder på skimmelsvampe, er kælderen eller gulvkonstruktionen.
”Vi oplever, at der er mange fugtproblemer i præsteboligernes kældre eller gulvkonstruktioner. Det betyder igen større risiko for skimmelsvampe.”
Selvom der årligt foretages syn i præsteboligerne og hvert tredje år tillige foretages provstesyn, så er der mange forhold, der ikke bliver opdaget og taget hånd om – særligt fugttekniske forhold, som fugt i gulvkonstruktioner og kældre, defekte aftrækskanaler fra fx emhætte eller ventilatorer i vådrum eller fejl i forbindelse med efterisolering, siger Arne Kornum Krag og fortsætter:
”Mange af de fejl vi opdager giver risiko for opfugtning og udvikling af skimmelsvamp. Og det har stor betydning for, hvor sundt det er at opholde sig i boligen. Derfor vil vi også gerne slå et slag for at inddrage mere fugtteknisk viden, når der foretages syn.”
Gør det rigtigt og undgå flere fejl
Han forklarer desuden, at der næsten altid er tale om skjulte skader.
”Derfor er det også er vigtigt at tage hånd om fortidens synder og få foretaget grundige undersøgelser og lave fugtteknisk rigtige løsninger, hvor der er behov for det, så indeklimaet kan blive sundt og godt. Heldigvis ser vi i dag, at flere provstier tager emnet meget alvorligt og beder om en indeklimaundersøgelse, når der er mistanke om skimmelsvampevækst og ved indsættelse af ny præst, slutter Arne Kornum Krag.
Teknologisk Institut anbefaler desuden altid en projektgranskning med fokus på fugtrisici forud for en renovering eller en ombygning generelt. Ved at foretage fugtsimuleringer af de foreslåede konstruktionsopbygninger er det muligt at sikre, at præsteboligerne bliver renoveret fugtteknisk korrekt. Og det er essentielt, så der ikke opstår nye – og nogle gange værre – skader efter en renovering eller ombygning, siger Arne Kornum Krag.
Det vigtige indeklima
Selvom det er vigtigt af få styr på kirkernes arbejdsmiljø – som fx indeklimaet, så er det også vigtigt, at præsten ikke udsættes for usundt indeklima i den bolig, der bliver stillet til rådighed.
”Faktum er, at vi opholder os indendørs 90 % af tiden. Hvis man bliver udsat for påvirkning fra skimmelsvampe både, når man er på arbejde og når man er hjemme, så siger det sig selv, at det er en dårlig ide”, siger Arne Kornum Krag, der understreger, at ingen bør opholde sig i rum, der er angrebet af skimmelsvampe.
Teknologisk Institut er allerede i dialog med præsteforeningens boligudvalg om sagen. Der skal nemlig udarbejdes tilsvarende klare retningslinjer for håndtering af indeklimaproblemer i præsteboligerne, svarende til de retningslinjer, der allerede er udarbejdet for kirkerne. På en række informationsmøder vil bl.a. tillidsrepræsentanterne blive informeret om skimmel og indeklima, oplyser Teknologisk Institut.
Vil du vide mere? Kontakt:
Arne Kornum Krag, arkk@teknologisk.dk, 7220 1667
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
26. november 2024
Vigtig samarbejdsaftale giver industrien adgang til Big Science
26. november 2024
Hvordan hjælper vi de danske biosolutionsvirksomheder?
20. november 2024
Få styr på EU’s cybersikkerhedskrav: En guide til SMV’er
20. november 2024