Danske hospitaler genererer 4,4 tons affald i timen, hvoraf 75 pct. i dag forbrændes. Et nyt partnerskab vil etablere en ny infrastruktur, så engangsudstyr fra hospitaler kan genanvendes i stedet for at blive destrueret.

Projektet HoliMed vil udvikle et åbent system, hvor kontamineret engangsudstyr på hospitaler af forskellige typer kan smides i én spand og senere blive sorteret centralt.

“Vi har store ambitioner i HoliMed, fordi vi ud over at udvikle teknologier til sortering og genanvendelse også arbejder med sporbarhed, adfærdsdesign og lovgivningsmæssige rammer. Det er en holistisk tilgang til genanvendelse, hvor målet er en helt ny cirkulær infrastruktur for medicinsk engangsudstyr,” fortæller seniorprojektleder Søren Haack fra Teknologisk Institut.

Projektet vil gøre det muligt at indsamle forskelligt engangsudstyr — fx endoskoper og instrumenter med højkvalitetsplastik og metaller — i én beholder, hvorefter det sorteres og renses centralt.

Materialer skal tilbage i kredsløbet

NG Nordic Medical Recycling modtager og genanvender udstyret, som ellers ville blive sendt til forbrænding.

“Målet er at skabe en løsning, der sikrer, at de værdifulde materialer kommer tilbage i kredsløbet. Det er både godt for miljøet og skaber nye forretningsmuligheder. Vi ønsker at gå forrest sammen med partnerne i HoliMed og på længere sigt skalere konceptet til flere lande i Europa,” siger Thomas Mørch, CEO i NG Nordic Medical Recycling.

Digitale løsninger skal sikre fuld sporbarhed fra producent til hospital og videre til genanvendelse. Dette skal hjælpe med at dokumentere CO2-besparelser og understøtte klimamålene i sundhedssektoren.

“Med en infrastruktur, der både gør det nemt for personalet at sortere produkter ved endt brug og sikrer, at de produkter der ikke kan genbruges eller genfremstilles og som i dag sendes til forbrænding, i stedet bliver genanvendt, kan vi både reducere vores klimaaftryk og skabe et mere bæredygtigt sundhedsvæsen uden at gå på kompromis med produktivitet, patientsikkerhed og arbejdsmiljø,” siger Marlene Fredborg, leder af Center for Bæredygtige Hospitaler i Region Midtjylland.

Om projektet

HoliMed samler nøgleaktører fra hele værdikæden med Teknologisk Institut som projektleder:

  • Producenter af medicinsk udstyr: Ambu og Johnson & Johnson
  • Genanvendere og producent: NG Nordic Medical Recycling (tidligere Zirq Medical) og Letbek
  • Digitale platforme: Resourcify
  • Hospitalspartner: Region Midtjyllands Center for Bæredygtige Hospitaler
  • Forskning og videnspartnere: Teknologisk Institut, Copenhagen Business School (CBS) og Roskilde Universitet (RUC)

Projektet har et budget på 21,5 mio. kr. — heraf 12,8 mio. kr. fra Innovationsfonden.

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.