Med en investering på 40 mio. kr. fra Innovationsfonden skal det nye projekt MADE REACT hjælpe danske produktionsvirksomheder med at tackle globale udfordringer gennem digitale løsninger som AI og robotteknologi. Tre GTS-institutter, fem universiteter og 16 virksomheder går sammen om at sikre en mere fleksibel og modstandsdygtig produktion.

Danske og europæiske produktionsvirksomheder står over for store udfordringer i en verden præget af geopolitisk usikkerhed, materialemangel og forstyrrelser i forsyningskæden. For at styrke konkurrenceevnen og gøre industrien mere robust har Innovationsfonden investeret 40 mio. kr. i forsknings- og innovationsprojektet MADE REACT.

Formålet med projektet er at udvikle nye digitale løsninger, der gør danske produktionsvirksomheder mere fleksible og modstandsdygtige, så de bedre kan håndtere uforudsete hændelser. Projektet samler fem universiteter, tre GTS-institutter (FORCE Technology, Teknologisk Institut og Alexandra Instituttet) samt 16 virksomheder i et tværfagligt samarbejde om at finde konkrete løsninger.

“Dansk produktion skal vende global usikkerhed til nye konkurrencemuligheder. Vi skal op i tempo og længere frem i skoene, hvis vi vil følge med udviklingen og ikke miste salg. Derfor er det helt afgørende, at vi i projektet MADE REACT samler toneangivende aktører fra Produktionsdanmark for at skabe nye, konkrete løsninger på udfordringerne,” siger Nigel Edmondson, CEO i MADE.

Innovation skal styrke konkurrenceevnen

Projektet bygger videre på erfaringer fra tidligere MADE-projekter og har til formål at gøre danske virksomheder bedre rustet til fremtiden.

“Der er et kæmpe aktuelt behov for at få Europas konkurrenceevne op i gear, og derfor er det afgørende at fastholde fokus på innovation i vores produktionsvirksomheder. MADE har vist sig som en succesfuld platform for innovation, og derfor er vi glade for at investere i MADE REACT, der kan trække på de gode erfaringer og sikre udvikling og anvendelse af innovative løsninger ude i virksomhederne. Det vil være til gavn for både virksomhederne, Danmark og ultimativt Europa,” fortæller Cecilie Brøkner, direktør for Innovationsfonden.

Fleksibilitet og bæredygtighed i fokus

En central del af projektet er at skabe fleksible produktionssystemer, der nemt kan tilpasses skiftende behov og uforudsete hændelser.

“Vi skal sikre anvendelse af nye digitale løsninger som AI og robotter, og det kræver nye kompetencer. Nye teknologier skal give en helt anden fleksibilitet i dag, hvor mange produktionsvirksomheder fremstiller mange forskellige typer produkter, men i små mængder. Derfor skal det være let og gnidningsfrit at tilpasse produktionen, når uforudsete hændelser som f.eks. blokeringen af Suezkanalen betyder, at materialer ikke kan nå frem,” lyder det fra Jesper Hattel, professor ved DTU.

Danfoss Drives ser også store perspektiver i projektet. Brian Svendsen, Head of Global Supply Chain Technology, Platforms & Architecture hos Danfoss Drives, siger følgende:

“Vi glæder os til at udvikle metoder, der kan vise, hvad der kan hjælpe – ikke bare os, men hele Produktionsdanmark med at sikre stabil forretning. Det er en opgave, vi ikke kan løse alene, så der er behov for åbent og tillidsfuldt samarbejde for at nå i mål og stå imod de mange geopolitiske spændinger. Vi håber, at REACT kan give os den fornødne viden og teknologi, så vi kan forme fremtidens bæredygtige, fleksible produktion, så vi er gearet til endnu mere vækst.”

MADE REACT er et af de mest omfattende samarbejder inden for dansk produktion med deltagelse af fem universiteter, tre GTS-institutter og flere af landets største virksomheder, herunder Danfoss, Novo Nordisk, Grundfos og LEGO. Målet er at sikre, at dansk produktion ikke blot kan modstå globale udfordringer, men også udnytte dem som muligheder for vækst og innovation.

Læs pressemeddelelsen her 

Foto: MADE REACT

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.