Da virksomheden Pers Group, der er leverandør af industriudstyr, deltog i et MADE Materiale Demonstrationsprojekt, var det med et ønske om at udvikle nye standarder for indfarvning af materialer, så sikkerheden på arbejdspladsen øges. Her fik de rådgivning af Teknologisk Institut.
Rødt skilt. Fare på færde.
Vi kender advarselsfarverne på vejene, der med iøjnefaldende kulør og kontrastrige farvetegninger, signalerer fare – og samme princip bruges på fabriksgulvet i produktionen, når f.eks. skarpe genstande skal undviges.
Virksomheden Pers Group fra Vejle, der er leverandør af industriudstyr som f.eks. industrielle vaskemaskiner og varmeovne, indfarver materialer til mange forskellige industrier. En voksende interesse for indfarvning i signalfarver – for eksempel orange og rød – har givet virksomheden lyst til at teste nye typer af indfarvning og udvikle nye standarder til industrien for bl.a. at højne kvalitetssikringen:
”Indfarvningen bruges fx til sporbarhed af maskindele som knive eller kabelbind. De farver, man arbejder med nu – primært blå – passer ikke til alle produktioner. Man skal kunne se, hvis der er et lille stykke fra produktionsmaskinerne, der falder ned til selve produktet, så det ikke ender hos slutbrugeren,” siger Jens Brietzke, Area Sales Manager i Pers Group.
Indfarvning kan også bruges til at øge sikkerheden for medarbejderne ved at advare om potentielle farer på arbejdspladsen. F.eks. kan skarpe genstande farves røde eller orange for at indikere, at medarbejderne skal være særligt opmærksomme og undgå at placere deres hænder i disse områder.
Ny viden
Den metode, der benyttes til de allerede godkendte indfarvninger, vil ikke nødvendigvis fungere på rød eller orange. Så hvad skal der til, før indfarvning i signalfarver lever op til kundernes behov?
Mange parametre kan påvirke resultatet, og Pers Group har i MADE-projektet været optaget af at sikre et solidt faktuelt grundlag for deres fremtidige indfarvninger.
“Vi har fået tilført ny viden, som vi ikke kunne have opnået på samme tid uden MADE-projektet. Det var en oplagt mulighed at få sparring udefra”, siger Jens Brietzke, exportmanager i Pers Group.
For at undersøge begrænsningerne af de nye indfarvningsteknikker, 3D-printede Teknologisk Institut testelementer i form af rundstænger i nylon. Disse testelementer blev derefter indfarvet af Pers Group og skåret i skiver til yderligere analyse og evaluering.
”Vi har testet indtrængningsdybden – altså hvor langt farven trænger ind i materialet – forskellen mellem forskellige farver, afsmitning, og i hvor høj grad indfarvningen kan stå imod den kemiske virkelighed, der venter dem ude i industrien, hvor bl.a. maskiner rengøres med skrappe basiske eller meget sure rengøringsmidler,” siger Morten Lisberg Jørgensen, konsulent ved Teknologisk Institut.
”Det er en stor fordel for små og mellemstore virksomheder at deltage i MADE-projekter. Både fordi virksomheder kan nå længere herigennem – men også, fordi vores resultater bliver verificeret af en kompetent tredjepart, hvilket er ekstremt vigtigt i de markeder, vi henvender os til,” siger Jens Brietzke.
Foto: Per Group
Seneste aktuelt
8. november 2024