Gamle nedgravede fjernvarmerør med CFC-gasser vil med tiden udlede klimagasser svarende til 40 procent af et års CO2-udledning i Danmark. Det kan et nyt teknologikoncept forhindre.
Et netop overstået projektsamarbejde mellem Teknologisk Institut, Dan Jord A/S, Eldan Recycling A/S, Stena Recycling A/S og GasDetect ApS har resulteret i udviklingen af et teknologikoncept, der sikrer et stærkt reduceret udslip af CFC-gasser ved opgravning og behandling af gamle fjernvarmerør. Konceptet baner samtidig vej for genanvendelse af de plastbaserede materialer i rørene, hvor man hidtil kun har genanvendt stålet.
Et omfattende problem
Klimamæssigt er gamle fjernvarmerør et problem på grund af deres indhold af gassen CFC. CFC kendes også som freon, som det frem til 1987 var normalt at bruge i isoleringsmaterialet til fjernvarmerør. Det betyder, at der i dag er bundet op imod 4.000 ton CFC-gasser i vores fjernvarme-net alene i Danmark. Over tid siver gassen ud af de gamle fjernvarmerør og ender i atmosfæren, hvor den nedbryder ozonlaget og har en drivhuseffekt, der er 4.000 gange kraftigere end CO2.
“Der ligger 26.000 km fjernvarmerør begravet i den danske jord. Indholdet af CFC-gasser i rørene svarer til over 40 procent af et års CO2-udledning i Danmark, så det er ikke uvæsentligt, at vi som samfund forholder os til, hvad der skal ske med rørene”, siger Bjørn Malmgren-Hansen, seniorspecialist og projektleder ved Teknologisk Institut.
Potentialer for genanvendelse og CO2-besparelser
Hvis det nye behandlingskoncept bliver opskaleret, er det muligt både at genanvende materialerne i rørene og forhindre større udslip af CFC-gasser. Konceptet består blandt andet af en sensor, der kan registrere, om der er CFC i isoleringsskummet – det har betydning for den indledende forsortering af rørene.
“Forsorteringen foregår manuelt, ved at man scanner de enkelte rør for indhold af CFC. Det vil kræve flere mandetimer. Derfor har vi i projektet haft fokus på, at sensoren er nem at tage i anvendelse og bruge i det daglige. Det betyder, at vi står med et koncept, der kan skaleres, hvis der indføres krav til behandling af rørene”, siger Rasmus Birch Sørensen fra Dan Jord A/S.
Ud over CFC-skanneren, der er udviklet af projektdeltageren Gasdetekt ApS, er der i projektet udviklet metoder til at genanvende plastmaterialet HDPE og undersøgt muligheder for genanvendelse af PUR-skummet.
Teknologisk Institut vurderer, at der med det nye koncept kan spares en betragtelig mængde CO2 – omkring 28 ton CO2 per ton behandlede fjernvarmerør – hvis man behandler alle opgravede rør og udvinder plastmaterialer til genanvendelse.
Kalder på ny lovgivning
Nedgravede CFC-holdige fjernvarmerør er ikke kun et problem i Danmark, men også i andre lande hvor fjernvarme er udbredt, fx i de andre nordiske lande, Tyskland og Baltikum. Der har hidtil ikke været koncepter tilgængelige, som kan håndtere rørene på forsvarlig og bæredygtig vis.
Af samme årsag håber genanvendelsesvirksomheden Stena Recycling, der har deltaget i projektet, at det nye koncept kan bane vej for ny lovgivning.
“Måske skulle man skele til reglerne for behandling af kølemøbler, hvor der jo er specifikke krav til sikker destruktion af CFC-indholdet fra såvel kompressor som skum. Hvis det derudover bliver et lovkrav, at man skal fjerne de ældre CFC-holdige rør, så står vi med væsentlig større materialemængder og dermed også langt større plastressourcer, som kan blive behandlet og genanvendt”, siger Jacob Kristensen fra Stena Recycling.
Projektet har modtaget støtte fra MUDP under Miljøministeriet og er udført i et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Dan Jord A/S, Eldan Recycling A/S, Stena Recycling A/S og GasDetect ApS.
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
19. marts 2025
Lån en robot og oplev fordelene ved automatisering
15. marts 2025