En ny generation af sensorer og digitale tvillinger gør det muligt at overvåge fly og droners tilstand i realtid – og baner dermed vejen for både øget sikkerhed og længere levetid i luftfarten.

I EU-projektet Avatar arbejder Teknologisk Institut sammen med internationale partnere på at gøre luftfartøjer mere driftssikre. Hos Teknologisk Institut har Anna Krzyzanowska, ekspert i printet elektronik, netop testet sensorløsningen på en dronevinge.

“Mens det tidligere har været nødvendigt at udskifte en hel vinge, giver teknologien mulighed for at se i detaljer, hvilken del af vingen der bør repareres eller udskiftes. På den måde kan vi forlænge levetiden af de enkelte dele på flyet. Samtidig får vi løbende data på flyets tilstand, så vi kan måle rystelser, temperaturudsving og andre faktorer, der kan påvirke flyets sikkerhed”, siger Anna Krzyzanowska, specialist i printet elektronik på Teknologisk Institut.

Intelligent vedligeholdelse med digitale tvillinger

De innovative sensorer er indlejret i en tynd plastfilm, der fastgøres på flyets komponenter via varme og tryk – næsten som et avanceret mærkat. Data fra sensorerne kobles til en digital tvilling, som løbende overvåger tilstanden og sikrer, at vedligeholdelse kun sker, hvor det er nødvendigt.

“Den nye teknologi er udviklet til at klare ekstremt vejr og temperaturudsving, så den kan tåle at rejse med flyet op i de højere luftlag. Vi er nået i mål med at udvikle reproducerbare og pålidelige sensorer, som vi forventer der i fremtiden kan masseproduceres i høj kvalitet”, siger Anna Krzyzanowska.

Sensorerne giver mulighed for præcist at overvåge både temperatur og vibrationer i realtid. Det kan føre til mere effektiv vedligeholdelse, færre uforudsete reparationer og en generelt højere sikkerhed samt længere levetid for luftfartøjerne.

“I Avatar bidrager vi også med at udvikle et dataopsamlingssystem, der kan håndtere de mange forskellige typer sensordata. Projektets mål er at reducere vedligeholdelsesomkostningerne med op til 30 % og forlænge flyenes levetid med 20 % ved at bruge den nye teknologi”, afslutter Anna Krzyzanowska.

Læs mere om projektet og Teknologisk Instituts arbejde her

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.