Teknologisk Institut vil gennem ny prøvningsordning hjælpe solcelle-ejere med at gennemskue det bedste batterikøb.
Tusindvis af danske husstande har allerede solceller med tilkoblet batterilager, så energien kan bruges, når solen er gået ned. Men hvordan vælger man det rette batterianlæg? Teknologisk Institut opretter en ny prøvningsordning, som skal gøre markedet for husstandsbatterier gennemsigtigt.
I dag findes der ingen objektive data eller hjemmesider som gør det muligt for husejere at sammenligne batterianlæg. Derfor etablerer Teknologisk Institut en frivillig prøvningsordning for batterianlæg på det danske marked.
”Batteriproducentens produktblade er det eneste sted, hvor data er tilgængelige. Disse data er ligeså svære at sammenligne som æbler og pærer. Forbrugerne har behov for et realistisk billede af f.eks. batterianlæggets effektivitet”, siger projektleder Lars Overgaard.
Den nye ordning gik i luften d. 28. november ved konferencen ’Avanceret Energilagring’ på Teknologisk Institut i Aarhus. Ordningen indeholder automatiseret test af batterianlæg, vurdering af sikkerhed og forbrugerrettet information. Informationen og testede batterianlæg kan findes på www.husstandsbatterier.dk.
Transparens på markedet
”En prøvningsordning vil skabe transparens på markedet for husstandsbatterier i Danmark. Ordningen giver forbrugerne et godt udgangspunkt for at vælge batterianlæg”, siger senioranalytiker Henrik Sonne, Videncentret Bolius.
Han fortsætter med at forklare, at batterianlæg efter Bolius’ opfattelse stadig er forholdsvis nyt og har undersøgt folks brug af grønne energiformer.
”Vi har netop afsluttet en undersøgelse blandt danske husejere, som viser, at hver tredje gerne investerer mere i solceller eller andre grønne energiformer, hvis dette er tilkoblet et husstandsbatteri. Dermed må vi forvente at se mere til denne teknologi i hjemmene i fremtiden”, siger Henrik Sonne.
Test af batterianlæg på Teknologisk Institut
For at blive optaget i den nye og frivillige prøvningsordning skal et batterianlæg gennemgå en test på Teknologisk Institut, som bl.a. måler effektivitet, årsvirkningsgrad og tilgængelig kapacitet.
”Vores test ser på de væsentligste parametre for at vælge batterianlæg bl.a. kapacitet. Hvis en forbruger investerer i et 6 kWh anlæg men ifølge vores tests kun vil få 5,5 kWh tilgængelig kapacitet – så er dette væsentlig viden for at vurdere, hvilket batterianlæg man vil investere i for at få mere ud af ens solcelleproduktion”, siger Lars Overgaard.
Sikkerheden er vigtig
Hos Teknologisk Institut er sikkerhed også et væsentligt element at belyse, når batterianlæggene for alvor bliver en del af de danske husholdninger.
”Et batterianlæg har et stort energiindhold i et forholdsvis lille volumen og skal derfor installeres og placeres korrekt. På hjemmesiden vil der derfor være vejledning omkring placering og installation”, siger Lars Overgaard.
”En forudsætning for ordningens succes er, at mange producenter og forhandlere nu vælger at lade deres anlæg teste hos os for derved at bidrage til bedre gennemsigtighed for forbrugerne. Vi er allerede i gang med den første prøvning og glæder os til endnu flere”, siger Lars Overgaard.
Læs mere om prøvningsordningen
Læs den fulde pressemeddelse her
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
21. september 2023
Hvornår kan det bedst betale sig at opfange CO2?
21. september 2023
GTS-institut deltager i nyt projekt om immunterapi mod prostatakræft
21. september 2023
Odense Robotics StartUp Fund udvælger første startup
21. september 2023