Lattergas (N₂O) er en drivhusgas, der er 273 gange kraftigere end CO₂, og den udgør en væsentlig del af renseanlæggets samlede klimaaftryk. At reducere N₂O-emissioner er derfor et centralt mål for at mindske CO₂-udledninger og opnå en klimaneutral dansk vandsektor.
Med en ny digital tvilling udviklet af DHI kan danske renseanlæg reducere udledningen af den potente drivhusgas lattergas (N₂O) med op til 30 % – og samtidig spare op mod 25 % på driftsomkostningerne. Når flere tiltag kombineres, er der endda potentiale for yderligere effektivitetsgevinster. Det viser resultaterne fra det danske MUDP-projekt TwiN2Ops, som blev afsluttet i 2024. Projektets afsluttende rapport er offentliggjort i 2025 og kan læses her.
Den digitale tvilling kombinerer realtidsdata og avancerede procesmodeller og gør det muligt at simulere driften af anlægget og evaluere forskellige strategier – uden at forstyrre den daglige drift. Det giver forsyningsselskaberne et solidt beslutningsgrundlag og et konkret redskab til at optimere på både klima, økonomi og udløbskvalitet.
DHI’s digitale løsning demonstreret på renseanlæg i Roskilde
DHI A/S har udviklet og valideret modellen med integreret N₂O-modul i tæt samarbejde med forsyningsselskabet FORS A/S, der driver Bjergmarken Renseanlæg i Roskilde. Projektets rådgivende gruppe bestod af Aarhus Vand, Unisense Environment og DTU Kemiteknik.
TwiN2Ops er støttet af Miljøstyrelsen gennem Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) og medfinansieret af Resultatkontraktmidler i 2023 og 2024.
Projektet bygger bro mellem ny forskning og praksis i vandsektoren ved at etablere en fælles tilgang til procesmodellering af N₂O -udledninger. Modellen er blevet operationaliseret gennem DHI’s digitale løsning TwinPlant og demonstreret i fuldskala på Bjergmarken Renseanlæg.
Projektet er et konkret eksempel på, hvordan GTS-viden omsættes til teknologiske løsninger, der understøtter den grønne omstilling i den danske vandsektor.
Foto: DHI A/S
Seneste aktuelt
10. december 2025
Grøn omstilling til søs
1. december 2025
Sømmaskiner med AI skal hamre ENKOTEC ti år foran konkurrenterne
20. november 2025