Kan matematiske modeller optimere energieffektiviteten? Udviklingsprojektet EASY-E har sammen med en række virksomheder vist, hvordan køle- og varmeelementer kan formes og omplaceres, så de forbedrer energieffektiviteten og derved mindsker CO2-emisioner i industrien.

Efter tre og et halvt års forskning og udvikling kan projektet EASY-E nu præsentere lovende resultater. Ved hjælp af matematiske modeller har projektet åbnet op for nye muligheder inden for termisk topologioptimering (TTO), som har til formål at optimere designet af komponenter til opvarmning og afkøling.

“EASY-E-projektet viser, at der er store besparelser at hente, hvis man også inkorporerer det fremtidige energiforbrug som en faktor, når man designer termiske komponenter. Det betyder, at man med relativt små ændringer kan mindske klimaaftrykket for store maskiner betydeligt”, siger Ellen M. J. Hedegaard, forretningsleder på Teknologisk Institut og projektleder i EASY-E.

Ved at anvende matematiske modeller blev virksomhederne præsenteret for forslag til, hvordan de kunne udforme og omplacere køle- eller varmeelementerne for at maksimere energieffektiviteten. For nogle af deltagerne resulterede dette i en forbedring af energieffektiviteten med hele 20 procent.

Tilgængelighed er nøglen til de store potentialer

Selvom modellerne har vist lovende resultater, kræver de stadig finjustering og tilpasning til specifikke virksomhedsbehov. Derfor er vejledning fra eksperter, der er fortrolige med systemet, afgørende på det nuværende stadie.

Men målet er at gøre teknologien tilgængelig, så den kan integreres bredt i industrien og også bruges af ingeniører uden ekspertviden.

“På sigt ønsker vi at udvikle software, som kan tilgås fra en normal computer, og som enhver ingeniør kan lære at bruge. På den måde kan vi gøre energieffektiv TTO tilgængeligt for en meget bred målgruppe. Vejen dertil kræver videreudvikling. Derfor vil vi forsøge at påbegynde et nyt projekt, der skal fortsætte, hvor EASY-E slap”, siger Ellen M. J. Hedegaard.

EASY-E er støttet af EUDP – Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.