Stort set alle regler for brandsikring bortfalder, når bygninger er under opførelse, renovering eller ombygning. Ifølge DBI understreger branden på Børsen behovet for, at der udarbejdes retningslinjer for brandsikring i bygge- og ombygningsfaser.
At det trods en hurtig indsats fra beredskabet alligevel gik så galt, at halvdelen af Børsen i sidste uge brændte ned, skyldes ifølge Marcello Francati, brandteknisk rådgiver hos DBI, en kombination af flere omstændigheder.
“Dels har vi en meget gammel bygning med bærende konstruktioner af træ og en tagkonstruktion af træ, så der har været masser af brandbare materialer, som giver næring til branden. Dels har bygningen et stort, åbent loftsrum og ikke de samme brandmæssige adskillelser, som man bygger med i dag. Det har givet en markant hurtigere brandspredning. Og dels har vi et massivt kobbertag, som ikke umiddelbart brænder væk. Det betyder, at branden ligger inde under en metalplade og er vanskelig et komme til for beredskabet. Du kan sammenligne det med en brand under motorhjelmen på en bil. Her nytter det heller ikke noget bare at pladre vand ud over kølerhjelmen”, siger Marcello Francati og uddyber:
“Normalt udvikler en brand i tagkonstruktioner sig op gennem taget, hvor man kan komme til oppefra. Det kan man ikke på Børsen pga. kobbertaget. Derfor har de været nødt til at bekæmpe branden nedefra og fra siderne”, siger han.
DBI anbefaler, at der udarbejdes retningslinjer for brandsikring i bygge- og ombygningsfaser
Det helt store spørgsmål er naturligvis nu, hvordan branden overhovedet kunne opstå. Det er dog ifølge Marcello Francati for tidligt at sige noget konkret om.
“Men vi ved, at bygningen jo ikke brænder af sig selv. Vi ved også, at bygningen har stået der i 400 år uden at brænde, og at der pågik en renovering, da branden brød ud. Derfor er det selvfølgelig nærliggende at kigge på renoveringsprocessen. Ikke mindst, fordi vi historisk set har mange eksempler på brande, der er opstået under renoveringsarbejde”, siger Marcello Francati og tilføjer:
“De to hyppigste årsager til brande under renovering er dels varmt arbejde, dvs. arbejde med bl.a. gnistproducerende værktøj, og dels i forbindelse med ændringer i konstruktionen, hvor man skubber til gamle elinstallationer. Om det også denne gang er det, der er sket, ved vi ingenting om på nuværende tidspunkt. Men det bliver meget spændende at følge undersøgelserne, for det er godt nok et stort kulturhistorisk tab, vi har lidt”, siger han.
Af samme årsag er Marcello Francati, der har 30 års erfaring inden for beredskabet, også stærk fortaler for, at der omsider udarbejdes retningslinjer, der sikrer byggeri i perioden, før det tages i anvendelse. Og branden på Børsen, som 16. april ødelagde store dele af den smukke 400 år gamle bygning, taler sit eget tydelige sprog om behovet for retningslinjer på området.
“Vi har et omfattende bygningsreglement, der generelt sikrer et højt brandsikkerhedsniveau i vores byggeri. Problemet er bare, at stort set alle regler bortfalder i det øjeblik, en bygning er under opførelse, renovering eller ombygning. Dermed er bygningen faktisk allermest udsat i bygge- og renoveringsfasen. Det bør vi råde bod på ved at udarbejde nogle klare retningslinjer og anbefalinger på området”, siger Marcello Francati.
Redning af værdier
Hos DBI påpeger man også, at “Det er helt afgørende at have en værdiredningsplan”.
Både beredskabet, Livgarden og helt almindelige borgere hjalp med at redde en stor del af værdierne ud fra Børsen.
“I sådan en situation skal alle de kulturhistoriske værdier i bygningen reddes ud, inden taget kollapser, og brand og slukningsvand ødelægger den resterende bygning og alle værdierne i den. Havde det regnet på dagen, havde udfordringen været større, fordi regnen kunne have ødelagt de værdigenstande, der blev reddet ud af bygningen”, siger Marcello Francati og fortsætter:
“Hertil kommer, at Børsen heldigvis havde en form for værdiredningsplan, så man vidste, hvilke værdier der først og fremmest skulle reddes. Det er helt afgørende af have en værdiredningsplan, når det skal gå hurtigt, og beredskabet jo ikke ved, hvad der er vigtigst at få ud og derfor risikerer at lade de mest værdifulde genstande tilbage i flammerne”.
Seneste aktuelt
11. december 2024