Har du lyst til at være ansvarlig for at opdatere en digital platform over danske testfaciliteter, som Dansk Industri, Dansk Metal, Ingeniørforeningen, ATV og GTS-foreningen står bag? Og at bidrage til diverse kommunikationsopgaver? Til alle opgaver vil der være oplæring, så du behøver ikke at kunne alt til en start.

Vi søger netop nu en dygtig student, som kan hjælpe os med at forbedre og drive den digitale platform ”Danske Testfaciliteter” og alle de løbende opgaver omkring den. Dine primære opgaver bliver til en start:

  • Indsamle, opdatere og kvalitetssikre indhold til databasen.
  • Sikre at den kører som den skal i samarbejde med ekstern teknisk support.
  • Besvare spørgsmål på mail og telefon.
  • Analyse af statistik for trafik til databasen (evt. med hjælp udefra).

Herudover vil der være diverse kommunikationsopgaver. Det kan fx være:

  • At udarbejde og formidle cases og artikler via forskellige kommunikationskanaler (LinkedIn og nyhedsbreve mm.).
  • Markedsføringsaktiviteter og medvirke med at planlægge og gennemføre arrangementer.

Til projektet er der tilknyttet et ”Advisory Board” bestående af 26 personer fra nogle af Danmarks centrale interesseorganisationer m.m. Her får du en opgave ift. at bistå vores projektleder Lars Fremerey fra GTS-foreningen i at forberede møder.

Til alle opgaver vil der være oplæring, så du behøver ikke at kunne alt til en start.

Er du vores nye kollega?

Vi forestiller os, at du:

  • Er universitetsstuderende (evt. søger ind til sommer) fx kommunikation, journalistik, samfundsfag. polit eller scient.pol. – eller i gang med en bacheloruddannelse på en professionshøjskole (fx DMJX), men det vigtigste er, at du har lyst til at varetage opgaven.
  • Er struktureret, selvstændig og god til at samarbejde – også med eksterne samarbejdspartnere som fx organisationer, universiteter og Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter
  • Er god til såvel dansk som engelsk.

Hvad tilbyder vi? En ambitiøs og social arbejdsplads

Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Herudover får du:

En unik chance for at være en del af et spændende projekt med mange samarbejdspartnere.
Mulighed for at udvikle dine færdigheder inden for et område med stor betydning for dansk erhvervsliv og fremtidens nye teknologier.

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelsen er for et år med mulighed for forlængelse. Arbejdstiden er 15/20 timer om ugen, der som udgangspunkt er fordelt på to til tre hverdage. Det fastlægges, så det passer med dine studier.

Ansættelsesstedet er hos GTS-foreningen i Høje Taastrup, der er placeret på Teknologisk Institut. Der er mulighed for hjemmearbejde.

Er du interesseret i stillingen, så send din ansøgning og CV via dette link

Bemærk at linket går til Teknologisk Instituts HR-afdeling, der bistår med administrationen af ansøgningerne i hht. GDPR-regler mv.

Ansøgningsfristen er d. 1. maj 2024 – men vi indkalder løbende til samtaler.
Tiltrædelse: Hurtigst muligt.

Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at ringe til udviklingschef Lars Fremerey på 72 40 26 21.

Fakta om databasen

Adgangen til faciliteter, hvor virksomheder kan teste og udvikle fremtidens nye produkter og processer er afgørende for dansk innovation og velfærd. Men mange virksomheder har svært ved at finde ud af, hvilke faciliteter, der er tilgængelige i Danmark. Det vil vi lave om på! Derfor er vi i gang med at videreudvikle databasen “Danske Testfaciliteter”, der skal give danske virksomheder et klart overblik over tilgængelige faciliteter i Danmark. (Platformen findes i version 1 her: Danske Testfaciliteter)

Om projektet

Danske Testfaciliteter 2.0. bliver udviklet i et samarbejde mellem Forskningsalliancen (ATV, Dansk Metal, IDA og DI) og GTS-foreningen, samt Teknologisk Institut og Alexandra Instituttet. Projektet er medfinansieret med 2,3 mio. kr. fra EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Du kan læse mere om projektet her