Den 21.-24. oktober inviterer GTS-foreningen og Teknologisk Institut til RTI Summit 2025 – en stor europæisk konference om forsknings- og teknologiinfrastruktur under det danske EU-formandskab, hvor aktører fra hele Europa inviteres til at deltage.
Sammen kan og skal vi sætte fart på dansk og europæisk innovation og konkurrencekraft. Her er virksomheders adgang til forsknings- og testfaciliteter en helt afgørende faktor for at lykkes.
RTI Summit 2025 samler derfor ledere, eksperter, beslutningstagere og virksomheder fra hele Europa til at forme fremtidens forsknings- og teknologiinfrastruktur. Konferencen arrangeres i forbindelse med det danske EU-formandskab af GTS-foreningen, Teknologisk Institut og RITIFI-projektet i samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Målet er at styrke samarbejdet om udvikling og drift af fremtidens forsknings- og teknologiinfrastruktur – og dermed skabe et innovationsøkosystem, hvor virksomheder får endnu bedre muligheder for at udvikle, teste og bringe nye løsninger på markedet.
Her finder du en video, der præsenterer konferencen.
Hvem kan du møde?
Vi inviterer industriens frontløbere, politiske beslutningstagere og alle aktører i Europas innovationsøkosystem til at forme fremtidens rammer for forskning og teknologi – sammen i København. Mød bl.a.
- europæiske og nationale beslutningstagere
- ledere og eksperter fra forsknings- og teknologiinfrastrukturer
- virksomhedsledere og innovatører
- universiteter, forskningsorganisationer og fonde
- konsortier og samarbejder bag EU-projekter
Der er nu åben for registrering!
Læs mere om konferencen her.
Foto: DBI