Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen (S), åbner ny fødevarekonference, der har fokus på  fremtidens bæredygtige fødevareproduktion. Deltagerne får på konferencen indsigt i nye trends og teknologiske muligheder. På grund af corona foregår konferencen digitalt.

Fødevareindustriens interessenter efterspørger grøn omstilling og klimaneutral fødevareproduktion. Det stiller nye krav til branchen om bæredygtige løsninger og innovation, og det er i fokus på ny konference, Fremtidens fødevareproduktion – udfordringer og klimasmarte løsninger på Teknologisk Institut 19. november.

”Klimaneutral og bæredygtig fødevareproduktion er på samme tid fødevarebranchens største udfordring og mulighed. På en ny konference kommer vi med bud på, hvordan teknologi kan bidrage. Vores mål med konferencen er, at flere virksomheder får adgang til nyeste viden og til at samarbejde med hinanden og med os,” siger Lars Hinrichsen, divisionsdirektør på Teknologisk Institut.

Smag på fremtiden, og oplev ny teknologi

Konferencen er det første år virtuel på grund af COVID-19, og afvikles fra Teknologisk Institut. Formålet er at give deltagerne indsigt i nye trends og teknologiske muligheder, som kan gøre en forskel i en bæredygtig fødevareproduktion. Konferencen byder på inspirationsoplæg fra specialister på Teknologisk Institut i flere spor og konkret demonstration af de nye muligheder via videoer, der gøres tilgængelige på Teknologisk Instituts hjemmeside.

Ud over åbningstalen fra fødevareminister Mogens Jensen er der fælles oplæg om den grønne omstilling i fødevareindustrien fra klimadirektør i Landbrug & Fødevarer Peter Nørring, og om kampen mod madspild fra Mikkel Fog Holm-Nielsen fra Too Good To Go. Direktør Conny Twisttman fra den fynske fødevareproducent Fipros fortæller desuden om, hvordan de har omstillet sig til en verden med Corona.

Derefter deles konferencen op i fire sessioner, som er ledet af fagspecialister fra Teknologisk Institut, hvor overskrifterne er digitalisering og klima-relevant fødevareproduktion. Det drejer sig om Fødevaresikkerhed og mikrobiologisk proceskontrol, Digitalisering og sensorteknologi, Nye proteinkilder og forbrugerkontrol samt Klimasmart fødevareproduktion og emballering.

”Det er et tilbagevendende spørgsmål, hvordan vi bedst udnytter sidestrømme fra fødevareindustrien. Hvordan sikrer du dig, at de nye ingredienser og slutprodukter har den forventede smag og bæredygtighedsprofil? Alt dette kommer vi ind på under konferencen,” siger centerchef Anne Louise Dannesboe Nielsen, Teknologisk Institut.

Læs mere og tilmelding

Konferencen er uden deltagergebyr, og foregår online den 19. november 2020 fra Teknologisk Institut.

Se det fulde program og tilmeld dig her

Arrangementet er støttet af Svineafgiftsfonden og Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Du kan læse den fulde pressemeddelelse her