Fremtidens grønne skibsfart skal i langt højere grad drives af e-fuels som metanol, ammoniak og brint. Et nyt værktøj skal nu bidrage med et overblik over, hvor klar de enkelte havne er til at modtage og bunke fartøjer, som sejler på e-fuels.

I takt med den grønne omstilling af skibsfarten introduceres et nyt værktøj, Port Readiness Level for Marine Fuels (PRL-MF), der skal assistere havne i deres transition mod at kunne håndtere skibe, der anvender miljøvenlige brændstoffer (e-fuels). Værktøket blev præsenteret under konferencen “The Port’s Role in The Green Transition”, arrangeret af DBI, ADP og Energy Cluster Denmark.

”Det er tænkt som et globalt rammeværk og er også relevant for danske havne. Hvor dybgang og kapacitet er nogle af de parametre, der bliver konkurreret på i dag, vil evnen til at modtage skibe, der sejler på e-fuels – herunder den nødvendige sikkerhed og eventuel bunkering – blive et konkurrenceparameter i fremtiden”, siger Anders V. Kristensen, der er projektleder hos DBI.

Vurdering af havnens modenhed

Værktøjet PRL-MF evaluerer havnes modenhed når det gælder modtagelse og bunkring af skibe, der sejler på e-fuels. Værktøjet klassificerer havnens modenhed på en skala fra 1 til 9, hvor niveauerne spænder fra analyse til fuld implementering.

På den måde kan havnene planlægge og kommunikere deres evner til rederierne, der afhænger af disse faciliteter i planlægningen af ruter for deres grønne flåder.

Optegner et billede af de grønne ruter

Ved at samle data om havnenes kapaciteter kan værktøjet også hjælpe med at identificere ruter der forbinder havne, der er klar til at facilitere den grønne skibsfart. Dette er afgørende for rederier, der ønsker at optimere deres ruter og reducere deres miljøpåvirkning.

”Det bliver spændende at se, hvordan havne og rederier tager imod Port Readiness Level for Marine Fuels Fuels. Det bliver sikkert ét blandt mange værktøjer, men det er et godt bud på et rammeværk, der kan hjælpe havnene til at konkretisere og systematisere de grønne ambitioner og dermed accelerere omstillingen”, understreger Anders V. Kristensen.

Læs mere om Port Readiness Level for Marine Fuels Fuels her

Foto: Rønne Havn A/S