Industriens menneskelige superledere kan findes i hver fjerde virksomhed på tværs af alle brancher, viser ny rapport fra Teknologisk Institut.

Virksomhedsledere, der kan skabe nye muligheder og tør løbe en risiko, leder ofte markedsledende og internationale virksomheder. Lederens personlige egenskaber har stor betydning for virksomhedens vækst. At være ambitiøs, innovativ og risikovillig er nøgleegenskaber hos industriens superledere.

Industriens superledere findes i omtrent hver fjerde industrivirksomhed og i alle brancher. Det viser ny undersøgelse fra Teknologisk Institut, som har interviewet 826 ledere i mindre SMV-virksomheder.

Analysen dokumenterer, at det som oftest betaler sig at løbe en risiko, og at viden øger risikovilligheden, hvis lederen har ambitioner om at vækste.

” ’Superledere’ er en god betegnelse, for analysen viser, at vækst kræver fokus på de mennesker, som leder virksomhederne. Vækst er ikke kun et spørgsmål om at forbedre adgang til finansiering, lavere skatter, adgang til motorveje eller større tilskud. Drivet hos den enkelte leder har alt andet lige også en stor betydning for virksomhedernes konkurrenceevne, som vi arbejder for at styrke”, siger adm. direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.

Viden om konkurrenter

Interviewene er gennemført som led i et forskningsprojekt støttet af Industriens Fond for at opbygge en online database, hvor virksomheder kan benchmarke deres innovation. Adgangen er gratis og databasen kan besøges via innovationbenchmark.dk.

Analysen af ledernes risikovillighed og ambitioner viser i øvrigt også, at villigheden til at løbe en risiko stiger, hvis blot der er en lille ændring i viden om konkurrenternes prioriteringer. En viden, som kan hentes på innovationbenchmark.dk

Større fokus

Undersøgelsen viser yderligere, at virksomheder med risikovillige og ambitiøse ledere også er mere innovative end andre virksomheder. Det gælder for alle typer af innovation. Undersøgelsens følger EU’s definitioner på innovation og omfatter ikke bare udvikling af nye produkter og processer i virksomheden, men også innovation omkring salg og markedsføring. De risikovillige og ambitiøse ledere har et større fokus end andre ledere på udvikling af salg og markedsføring.

”Der skal produkt innovation til i den konkurrencedygtige virksomhed. Men ny teknologi eller services sælger ikke sig selv. Derfor er også salg og markedsføring vigtige vækstparametre. Så det er ikke underligt at virksomheder med superledere har en særlig opmærksomhed her”, siger Anne-Lise Høg Lejre, Teknologisk Institut.

Bred vifte af virksomheder

Onlineværktøjet er udviklet af Copenhagen Business School (CBS), Syddansk Universitet (SDU) undersøger innovationsprocesserne i mindre virksomheder, og Teknologisk Institut har skabt kontakt til den brede vifte af små og store virksomheder i Danmark.

Læs mere, hent analysen og tag innovationstesten her: innovationbenchmark.dk

Du kan læse den fulde pressemeddelelse her

Foto: Shutterstock