Med hjælp fra Alexandra Instituttet, gennem et MADE-projekt, har Hydra-Comp udviklet en prototype på en webbaseret produktkonfigurator, der effektiviserer arbejdet med kundespecifikke hydraulikpumper. Det nye værktøj kan både spare virksomheden tid og forenkle interne arbejdsgange.

Ideen til den digitale løsning har egentlig været på tegnebrættet i et stykke tid. Men ressourcerne og kompetencerne til det tunge programmeringsarbejde var ikke til stede, hvilket mange virksomheder sikkert kan nikke genkendende til. Hydra-Comp har nu gennem et MADE-projekt med hjælp fra Alexandra Instituttet fået ideen til at automatisere en designproces af tegnebrættet.

Maskinfabrikken med huse i Skive specialiserer sig i at producere alt inden for hydraulik og henter en stor del af deres omsætning ved at lave kundespecifikke hydraulikpumper.

Pumperne varierer i størrelse og form, alt efter deres anvendelse. Nogle skal bruges til at løfte ladet på en tipvogn andre sidde i en industrimaskine eller anvendes på en fiskekutter. Den præcise opbygning af pumperne sker i dag manuelt, hvor to øvede medarbejdere hhv. udvælger, hvor stor motoren til pumpen skal være, og hvor mange cylindre og ventiler der skal bruges, og dernæst laver en 3D-tegning af pumpens design.

Det er en omstændelig proces. Virksomheden, der har omkring 40 ansatte, har derfor deltaget i et MADE-projekt, hvor de har fået hjælp af Alexandra Instituttet til at undersøge mulighederne for at videreudvikle en produktkonfigurator, der kan automatisere designprocessen.

“Kan spare 3 timer per ordre”

“Det vil gøre det interne arbejde nemmere og spare os for nogle arbejdsgange. Det vil især lette arbejdet for dem, der sidder og laver det i dag, at de bliver ført igennem nogle logiske trin og får en stykliste, som de kan prissætte ud fra. Det vil også spare tid for os konstruktører, som sidder i den anden ende og skal lave de her 3D-tegninger,” fortæller Morten Foli, der er tekniker hos Hydra-Comp.

Samarbejdet med Alexandra Instituttet startede med, at man brugte tid på at forstå problemstillingen og de mulige løsninger i et af MADE’s korte projekter kaldet Kickstart. Det har ledt til et længere MADE demonstrationsprojekt, hvor Alexandra Instituttet har hjulpet Hydra-Comp med at lave et ‘proof-of-concept’ af et webbaseret værktøj. Værktøjet virker ved, at man klikker de dele af, som man har behov for, hvorefter den konfigurerede pumpe automatisk visualiseres.

“Vi har kigget på en specifik, afgrænset arbejdsgang, og vi har lavet en helt simpel, skræddersyet prototype, der viser, at det er muligt at digitalisere og effektivisere den arbejdsgang, ” forklarer Jakob Fredslund, der er Senior Solutions Architect i Digital Experience and Solutions Lab hos Alexandra Instituttet.

Tiltaget er blevet til et værktøj, som ifølge Morten Foli, giver rigtig god mening og som er meget anvendeligt.

“Vi har fået specificeret de nødvendige funktioner i sådan et værktøj helt præcist igennem vores møder med Alexandra Instituttet, og vi står i dag med en simpel løsning, som vi gerne vil få gjort færdig og køre videre med. Min vurdering er, at vi vil kunne spare omkring tre timer per ordre, ved at en sælger ikke skal sidde manuelt og opbygge den her stykliste”, forklarer han.

Læs hele historien her

Foto: Hydra-Comp

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.