Stor EU-satsning “AI MATTERS” skal hjælpe robot- og teknologivirksomheder med det nyeste inden for test- og forsøgsfaciliteter til at implementere kunstig intelligens, AI, i produktionen. Målet er at gøre Danmark og resten af det europæiske produktionsapparat mere modstandsdygtigt, bæredygtigt og digitalt.
Kunstig intelligens vurderes at have et stort potentiale i industrien. Kunstig intelligens kan fx bruges til robotter i produktionsvirksomheder og optimering af produktionsudstyr ved hjælp af data og algoritmer, som kan sætte virksomhederne i stand til at skabe bedre produkter, tjenester og ydelser til deres kunder. Bl.a. gennem produktionsoptimering og energi- og materialebesparelse.
Målet med AI MATTERS er – i tæt samarbejde med den europæiske robotindustri og fremstillingsindustri – at få modnet nye intelligente robotløsninger og dermed hjælpe teknologivirksomhederne tættere på markedet, så den europæiske fremstillingsindustri bliver globalt førende inden for anvendelsen af kunstig intelligens og robotter. Teknologisk Institut leder initiativet AI-MATTERS i Danmark, og samarbejder med Odense Robotics, Alexandra Instituttet og FORCE Technology.
Konkret skal de danske partnere i indsatsen hjælpe teknologiudviklere og -udbydere med test af det nyeste inden for kunstig intelligens og robotteknologi til produktionen. Det skal være med til at sikre EU en plads i front, når det kommer til teknologi.
Bred udrulning og anvendelse
I maskinrummet til initiativet – som har fået navnet AI-MATTERS – finder man 25 store forsknings-, teknologi- og innovationsorganisationer fordelt på otte europæiske lande. De skal nu sammen sikre en bred udrulning og anvendelse af digitale teknologier på tværs af Europa – særligt inden for området avanceret produktion. Det er altså de stærkeste parter på området i EU, der skal være med til at fremme kunstig intelligens.
”Der er brug for nye og innovative robotløsninger med kunstig intelligens, som vi ser frem til at udvikle og afprøve i samarbejde med robot- og teknologivirksomheder. Med Teknologisk Instituts nye, avancerede udstyr får robot- og teknologivirksomheder nemlig muligheden for at komme til Odense og teste muligheder og nye teknologier til konkret brug af kunstig intelligens i produktionsapparater af. Med placeringen af AI-MATTERS initiativet i Odense styrker vi robotklyngen og skaber endnu bedre udviklingsmuligheder for robot- og teknologivirksomheder. Det er vores formål at understøtte omstillingen af den danske og europæiske fremstillingsindustri til en mere bæredygtig produktion samtidig med, at den er konkurrencedygtig. En produktion, der hurtigt og omkostningseffektivt kan adressere ændrede markedsbehov – og som samtidig understøtter lokal produktion og beskæftigelse”, siger teknologichef Kurt Nielsen, Teknologisk Institut.
“Kunstig intelligens er en nøglekomponent i fremtidens produktionsteknologi, men for at realisere dens fulde potentiale, er det afgørende med tværfagligt samarbejde mellem teknologivirksomheder og vidensinstitutioner”, forklarer Kristian Krämer, Head of Strategic Business & Governance ved Alexandra Instituttet og fortsætter: “AI-MATTERS er et godt eksempel på, hvordan vi kan samarbejde på tværs af GTS-institutter og bruge vores fælles ekspertise til at udvikle avancerede test- og forsøgsfaciliteter, der hjælper virksomheder med at implementere kunstig intelligens på en effektiv måde og skabe mere bæredygtige”.
Nye testfaciliteter
Initiativet AI-MATTERS skal etablere en række test- og forsøgscentre fra 2023-2027.
“Det at kunne omstille sin produktion agilt og effektivt samt at have mulighed for at skalere produktionen i takt med ikke alene efterspørgsel, men også varierende adgang til råvarer og underleverancer bliver en kerneudfordring, ikke alene for dansk industri, men for hele den europæiske industri”, siger Henrik Hassing, Technical Vice President, FORCE Technology.
AI-MATTERS er Europa Kommissionens nye initiativ, som skal styrke optaget af kunstig intelligens og robotteknologi i den europæiske fremstillingsindustri. Med det følger midler på knap 450 millioner kroner, der vil blive investeret i initiativet over de næste fem år. Det er omkring 50 millioner kroner, der investeres i de danske faciliteter.
OM AI-MATTERS
Initiativet AI-MATTERS (AI in Manufacturing TesTing and experimentation facilities for EuRopean SMEs) er navnet på en europæisk indsats, som skal etablere en række test- og forsøgscentre (Test and Experimentation Facilities) fra 2023-2027. Målet er at øge modstandskraften og fleksibiliteten i den europæiske fremstillingssektor gennem implementering af den seneste udvikling inden for kunstig intelligens og robotteknologi. Initiativet har lokationer i otte forskellige europæiske lande heriblandt Danmark. I Danmark består initiativet af Teknologisk Institut i samarbejde med Odense Robotics, Alexandra Instituttet og FORCE Technology.
AI-MATTERS er et af fire i EU’s store satsning inden for AI-området, som har til formål at udvikle og implementere ansvarlig brug af kunstig intelligens, de såkaldte Test- og Eksperimenterings-Facilitet (TEF). Ud over AI-MATTERS dækker de øvrige tre TEFs smart cities, sundhed samt landbrug og fødevarer.
Kontakt: Teknologichef Kurt Nielsen, Teknologisk Institut, mobil 7220 2211, mail: kuni@teknologisk.dk
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
21. september 2023
Hvornår kan det bedst betale sig at opfange CO2?
21. september 2023
GTS-institut deltager i nyt projekt om immunterapi mod prostatakræft
21. september 2023
Odense Robotics StartUp Fund udvælger første startup
21. september 2023