En ny analyse viser, at fremtidens vindervirksomheder er fleksible og i stand til hurtigt at omstille deres produktion. Men løsningerne er individuelle, viser ny analyse fra et GTS-institut.

Dem der vil klare sig bedst inden for produktion, bliver de virksomheder, der med lave priser og høj kvalitet hurtigt kan tilpasse sine produkter til kundernes behov. Ny teknologi betyder, at små serier og individuelle varianter kan leveres med kort varsel. Teknologi hjælper, men det er helt afgørende, at alle i virksomheden samarbejder og forstår deres opgave. Det viser analysen Agil produktion – nye muligheder for danske virksomheder fra Teknologisk Institut. Teknologisk Institut har her undersøgt teknologiudviklingen for nøgleteknologier for en agil produktion, og talt med tre virksomheder om vejen til en mere agil produktion.

”Agil betyder hurtig og let i sine bevægelser; bevægelig; rask; adræt. Det gælder også fremtidens produktion. Den fælles erfaring fra de tre virksomheder er, at det er en løbende proces at gøre sin produktion agil. Det kræver ledelsesmæssig beslutsomhed og opfølgning for hele tiden at finde de små forbedringer, som kan gøre en produktion mere adræt. På bundlinjen handler det om mindset og vedholdenhed”, siger forretningsleder Stig Yding Sørensen, som har ledet undersøgelsen for Teknologisk Institut.

Ikke en hyldevare

Undersøgelsen er lavet som led i resultatkontrakten Agil Produktion, som er støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. I rapporten om agil produktion analyseres den teknologiske udvikling og arbejdet med agilitet i tre virksomheder, Vola, Danchell og Elektro Gruppen præsenteres som cases.

De tre virksomheder har fundet hver sin vej. Deres produktioner er forskellige, og det er teknologierne også. Fleksible produktionssystemer kan kræve avanceret teknologi, og hos Vola er avancerede robotter og et automatiseret lagerhotel fx en stærk komponent.

”Agil produktion er ikke en hyldevare, og det er ikke gjort med indkøb af en robot og en 3D-printer. De tre virksomheder har været i gang i flere år og er løbede blevet dygtigere til agil produktion. Det betyder også, at det skal forankres i ledelsen og være en strategisk beslutning, om hvordan eksempelvis robotter og kunstig intelligens kan være med til at transformere ens virksomhed gennem øget agilitet. Samtidig er inddragelse af medarbejdere afgørende, da samspillet mellem teknologierne og mennesker er afgørende for at opnå agilitet”, siger centerchef Kurt Nielsen fra Teknologisk Institut.

Undersøgelsen viser en række forskellige tendenser i forhold til agil produktion. Du kan læse undersøgelsens fund og hente rapporten her

Du kan læse den fulde pressemeddelelse her

Foto: Teknologisk Institut