“Vores førsteprioritet vil være vækst og konkurrenceevne”. Sådan lød det fra Ursula von der Leyen om EU´s vigtigste opgave de næste fem år. At det er tid til handling fra EU’s side, står også klart i en ny rapport fra Mario Draghi, der tegner et dystert billede af et Europa, der halter efter Kina og USA. Men hvordan tackler vi de europæiske udfordringer? Spørger man den europæiske interesseorganisation EARTO er svaret klart: Flere investeringer i forskning og innovation.
Den 9. september 2024 udkom en længe ventet rapport om den europæiske konkurrenceevne. Det er den tidligere italienske regeringsleder og chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, der har kortlagt EU’s problemer.
Grundlæggende tegner den 400 sider lange rapport et billede af en europæisk industri, teknologiudvikling og konkurrenceevne, der halter efter Kina og USA. På europæisk plan er der brug for at ”udfolde vores innovative potentiale” gennem massive investeringer, hvor der skal gøres op med de mange bump på vejen fra ide til marked.
Seks skridt mod en styrket europæisk konkurrenceevne
At der er brug for et større politisk fokus og investering i forskning, udvikling og innovation er også budskabet fra den europæiske interesseorganisation EARTO. EARTO varetager interesser for de europæiske Research and Technology Organisations (RTO), der kan sidestilles med de danske GTS-institutter. GTS er en del af EARTO.
EARTO har netop offentliggjort en række klare anbefalinger til at styrke Europas konkurrenceevne gennem øget forskning, udvikling og innovation (FU&I). EARTO fremhæver, at Europas evne til at konkurrere på den globale scene afhænger af en solid FU&I-struktur, der kan drive teknologisk lederskab og økonomisk sikkerhed.
”I GTS bakker vi fuldt op om anbefalingerne fra EARTO. EU – og Danmark – har meget travlt, hvis vi i fremtiden skal matche USA og Kina. Det kræver massive investeringer i forskning og innovation samt faciliteter, hvor virksomheder kan udvikle de nye konkurrencedygtige løsninger. Vi skal sikre, at de når hele vejen til markedet.” siger Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS-foreningen.
Under det kommende danske EU-formandskab i 2025 skal det nye program for forskning og innovation forhandles.
”Danmark har med det kommende formandskab en unik mulighed for at gå foran og sikre et ambitiøst program, der vil udgøre en hjørnesten i fremtidig europæisk konkurrenceevne”, tilføjer Ragnar Heldt Nielsen.
De seks anbefalinger fra EARTO til en styrket europæisk konkurrenceevne:
- Forpligtelse til FU&I og teknologisk lederskab: Øgede offentlige investeringer i FU&I er en nøglefaktor for bæredygtig konkurrenceevne. Det anbefales, at EU’s mål om at investere 3 pct. af BNP i forskning og udvikling fastholdes og øges i fremtiden.
- Bedre sammenhæng mellem FU&I og industripolitik: Teknologisk lederskab er ikke nok til at sikre konkurrenceevne. Der er behov for en strategisk integration af FU&I-politikker med industripolitikker for at sikre, at teknologiske fremskridt bliver omsat kommercielt.
- Styrkelse af FU&I-samarbejder: EARTO fremhæver betydningen af at mobilisere og styrke europæisk RTO-kapacitet gennem samarbejdsprojekter, der kan bygge bro mellem forskning og marked.
- Øgede investeringer i teknologisk infrastruktur: Der er behov for koordinerede investeringer i teknologisk infrastruktur, som kan understøtte udvikling og modning af nye teknologier og fremme deres anvendelse på markedet.
- Fremme af teknologioverførsel: En proaktiv politik for videnspredning og bedre rammer for præ-kommercielle indkøb kan styrke teknologioverførsel i EU.
- Udvikling af en højt kvalificeret og tilpasningsdygtig arbejdsstyrke: EARTO understreger behovet for at udvikle arbejdsstyrkens færdigheder, især inden for grønne og digitale teknologier, for at sikre et kontinuerligt teknologisk lederskab.
Foto: EARTO
Seneste aktuelt
9. oktober 2024
Kan teknologien afhjælpe personalemangel i kommunerne?
9. oktober 2024
AI-software hjælper produktionsvirksomheden C.C. Jensen
9. oktober 2024