Danmark har altid været en søfartsnation. Måske er det derfor, vi er så dygtige til at udvikle nye løsninger til skibe – og til at bygge havneanlæg, broer og havvindmølleparker. Adgang til danske testfaciliteter, hvor nye løsninger kan prøves af, er en væsentlig faktor for de danske styrkepositioner.
Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, Kommunikationschef i GTS-foreningen
FORCE Technology er en førende aktør inden for bl.a. aerodynamik, hydrodynamik og skibssimulatorer. GTS-instituttet har opnået en stærk position både nationalt og internationalt, og det gør dem til en relevant partner for såvel SMV’er i Danmark som store virksomheder med globale aktiviteter.
Søren Vestergaard Larsen er Senior Team Leader, Hydro & Aerodynamics hos FORCE Technology og arbejder primært med de aerodynamiske testfaciliteter – herunder flere store vindtunneller. Han fortæller, at GTS-instituttet arbejder med en kombination af numeriske beregninger og fysiske forsøg. Det er bl.a. med til at optimere design og funktionalitet ifm. skibsbyggeri og tilhørende løsninger – samt havne, broer og bygninger.
Kompetencerne bliver både brugt til danske og internationale projekter. I Danmark har FORCE Technologys aerodynamiske testfaciliteter således været involveret i mange store broprojekter som Storebælt og Øresund og for nyligt verdens længste hængebro, Çanakkalebroen, i Tyrkiet.
Til gavn for små og store virksomheder
FORCE Technology hjælper virksomheder igennem både små og store teknologiske transformationer, og deres ydelser efterspørges særligt pga. et højt specialiseringsniveau.
”I dag er det primært store virksomheder, der benytter sig af vores aerodynamiske faciliteter i Lyngby. Men vi rådgiver og samarbejder selvfølgelig også med mindre startups, ligesom vi har haft projekter, hvor brugerne selv havde adgang til vores faciliteter og udførte de fleste opgaver på egen hånd – fx et vindturbineprojekt”, fortæller Søren Vestergaard Larsen, der sagtens kan forestille sig, at faciliteterne i endnu højere grad end i dag kan blive til glæde og gavn for danske SMV’er.
Tæt samarbejde med DHI og DTU
Søren Vestergaard Larsen fortæller, at afdelingen har et tæt samarbejde med danske aktører på området. Aktørernes kompetencer supplerer hinanden på bedste vis, og det har formentligt understøttet den stærke danske position på det maritime område.
”Vi samarbejder bl.a. med DHI og DTU i forskellige projekter. Der er igennem årene opbygget et tæt samarbejde og et godt kendskab til hinanden. Det betyder, at vi henviser kunder til hinanden baseret på ekspertiseområder. Det er med til at optimere udnyttelsen af faciliteterne til glæde for branchen”.
Testfaciliteterne er på den måde mere end blot et sted, man går hen for at få stillet et konkret testbehov. De fungerer også som omdrejningspunkt for et helt økosystem af aktører, fordi de samler virksomheder, universiteter, GTS-institutter og andre parter omkring sig og er med til at udvikle viden og samle erfaringer. Det gør aktørerne dygtigere og er med til at understøtte en god erhvervsmæssig udvikling.
Danmarks maritime styrkeposition udspringer således af mere end historik og tradition. Gode, tidssvarende testfaciliteter har været med til at skabe den succes, området har i dag.
Fakta
FORCE Technologys maritime afdeling i Lyngby huser tre primære områder:
- Aerodynamik – herunder fem vindtunneller, der er optimeret til at teste strukturer og komponenter for vindbelastninger og stabilitet.
- Hydrodynamik – herunder en 240 meter lang slæbetank til test af skibe og offshore strukturer under ekstreme bølge- og strømforhold.
- Simulation – herunder en lang række skibssimulatorer, der spænder fra mindre bærbare simulatorer til fuldskala missionssimulatorer, hvor kaptajner og lodser fra hele verden modtager træning.
Få et indblik i danske testfaciliteter
Vil du gerne have et indblik i de faciliteter til test og demonstration, der findes rundt om i Danmark? Og som er til rådighed for virksomheder i arbejdet med udvikling og innovation? Så besøg søgeværktøjet ”Danske testfaciliteter”, der har samlet flere end 400 beskrivelser af faciliteter på tværs af aktører som fx universiteter og GTS-institutter.
Seneste aktuelt
23. januar 2025