Ebbes Kleinsmedie, en københavnsk smedevirksomhed, har taget de første skridt mod digitalisering gennem MADE-projekter. Med hjælp fra Alexandra Instituttet har de udviklet en digital løsning, der kan spare op mod 10 pct. af arbejdstiden og gøre produktionen mere effektiv.
Et digitalt tjek kan optimere produktionen. Det er Ebbes Kleinsmedie et godt eksempel på. Det er en lokal københavnsk smedevirksomhed, der har specialiseret sig i at lave dele til elevatorbranchen. Det omfatter blandt andet smedearbejde omkring de karme, kaldet inddækninger, som elevatordøre sidder fast i.
Det er et stort arbejde at opmåle inddækningen, forklarer Steen Carmel, der er direktør og ejer af Ebbes Kleinsmedie. Virksomheden, der har 21 ansatte, har deltaget i to MADE-projekter, hvor de har fået hjælp fra Alexandra Instituttet.
Samarbejdet startede med et MADE Kickstartprojekt, hvor man afdækkede arbejdsgangen og de krav, der ville være til en digital løsning. Derefter gik samarbejdet over i et MADE Demonstrationsprojekt, hvor man udviklede en prototype på løsningen.
“Før gjorde vi det, at vi kørte ud og målte op på byggepladsen, og så kørte vi hjem og indtastede de opmålinger i et regneark, hvorefter vi så lavede den figur, som vores laserskærer skal bruge til udskæringen. Det er mange etager, som vi snakker om om året, så der er meget arbejde i det,” forklarer Steen Carmel.
Kan spare 5-10 procent i arbejdstid
I projektet fik Ebbes Kleinsmedie hjælp til at designe en prototype på en digital konfigurator, som betyder, at de kan indtaste deres opmålinger ude på byggepladsen på en tablet, der sender data direkte over i en laserskærer, der så konfigurerer udskæringen automatisk.
Det betyder, at de sparer en arbejdsgang, ved at de ikke skal indtaste data og ikke skal regne og tegne hver gang:
“Det er en lille proces, der kan spare os for 5-10 pct. i arbejdstid, og set på den lange bane, så er det fantastisk,” vurderer Steen Carmel.
Virksomheden sparer dermed nogle minutter per etage, hvor de ikke skal udregne en inddækning. De er i øjeblikket ved at teste prototypen, men resultaterne er indtil videre meget positive.
“Vi har fået et brugbart værktøj, så på den måde er operationen lykkedes, så det synes jeg er fantastisk. Som virksomhed arbejder man hele tiden på at kunne gøre det bedre, hurtigere og nemmere, og det her er endnu et skridt i den retning, som gør, at vi kan producere mere og være konkurrencedygtige,” forklarer han.
Vigtigt at være i øjenhøjde
Sparringen i projektet foregik for det meste via Teams-møder, og det var en hjælp for virksomheden, at det var let at gå til:
“Når du er lille, har du typisk alle kasketterne på, og med de regler der findes, skal du tage stilling til rigtig meget, og så er det ikke altid let at overskue et samarbejde som det her. Derfor har det været vigtigt for os at få det ned i øjenhøjde. Det har vi gjort ved at lave et digitalt tjek, hvor MADE – i det her tilfælde Alexandra Instituttet – kommer ud og kigger på, hvor de kan hjælpe,” siger han og forklarer, at den mission er lykkedes.
Projektet et godt eksempel på, at selv det første forholdsvis små skridt på en digitaliseringsrejse kan give vigtig indsigt og værdi, lyder det fra Alexandra Instituttet:
“Her har vi bygget en prototype på en konfigurator, der sparer et manuelt trin omkring optegning af 2D-modeller. Der findes store og gode løsninger til den slags konfiguration, men via dette lille projekt har vi kunnet bevise på forhånd, at den manuelle arbejdsgang kan digitaliseres og effektiviseres i en 100 procent skræddersyet løsning,” siger Jakob Fredslund, Senior Solution Architect, PhD Digital Experience and Solutions Lab i Alexandra Instituttet og leder af projektet.
Han tilføjer:
“Situationen er den samme i mange produktionsvirksomheder med mange manuelle trin, der kan automatiseres, men som mindre virksomhed kan det være uoverskueligt at komme i gang, og typisk har man ikke de digitale kompetencer, der skal til. Det er her, at det giver god mening f.eks. via MADE at samarbejde med en ekstern partner, som kan hjælpe én med at kortlægge arbejdsgangene og måske tage de første skridt, så man kommer i gang”.
Foto: MADE
Seneste aktuelt
15. marts 2025