Teknologiske fugle på taget kan blive til håndfaste, eksekverbare løsninger. Men kun hvis vi investerer massivt i danske testfaciliteter. Det er budskabet i et debatindlæg af Tommy Bysted, der er CEO i FORCE Technology.
Af Tommy Bysted, CEO, FORCE Technology
Når man arbejder i den teknologiske verden, kan man have det lidt blandet med politikernes ukuelige tro på, at et tech fix venter i horisonten og vil løse klimaudfordringerne med et fingerknips.
På den ene side er det rigtigt: Ny viden og teknologi skal drive den grønne omstilling og vil kunne levere mange svar.
På den anden side er banebrydende teknologi sjældent noget, man får idéen til mandag, udvikler tirsdag og implementerer onsdag.
Men er det muligt at gøre de teknologiske fugle på taget til håndfaste, eksekverbare løsninger indenfor kort tid? Er det muligt at øge tempoet i udviklingen af vindmøller, Power-to-X, CO2-fangst osv.? Én ting, der kan være med til at sikre os en plads på hurtigtoget til grønne løsninger, er test-, demonstration- og udviklingsfaciliteter (TDU).
TDU-faciliteter er for det første en grundlæggende forudsætning for omstilling. De kan løse et konkret testbehov nu og her. Hvordan fungerer X? Hvilke udfordringer kan der være med Y? Er det sikkert at gøre Z? Og på den baggrund kan nye teknologiske løsninger hurtigt blive udviklet, godkendt og udbredt.
For det andet er det et konkurrenceparameter, at vi kan teste nye løsninger i Danmark i stor skala. Hvorfor skulle man ellers lægge sin udvikling og produktion her? Storskalatest er bl.a. helt afgørende for at fastholde vindmølleudviklingen i Danmark i stedet for, at den flytter til Kina.
For det tredje bliver faciliteterne ofte centrum for nye økosystemer, fordi de samler virksomheder, universiteter, GTS-institutter og andre aktører og er med til at udvikle viden og samle erfaringer.
Og endelig er TDU-faciliteter med til at opbygge resiliens. Hvis vi kan teste levetid og sårbarhed i produkter og systemer, kan vi også gøre dem mere robuste.
Men i Danmark mangler vi tidssvarende testfaciliteter. Det dokumenterer analysen ”Power-to-X – et vækstområde møder udfordringer”, hvor 8 ud af 10 virksomheder peger på, at TDU-faciliteter har afgørende betydning.
Derfor dominerer etablering af nye TDU-faciliteter også vores resultatkontraktansøgning, som netop er sendt til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, og som kommer til at definere, hvad vi som GTS-institut skal arbejde med de kommende fire år.
Men hvis politikerne virkelig ønsker et tech fix, skal de investere massivt i udbygningen af TDU-faciliteter. Kun sådan kommer Danmark med på hurtigtoget til den grønne omstilling.
Seneste aktuelt
9. oktober 2024
Kan teknologien afhjælpe personalemangel i kommunerne?
9. oktober 2024
AI-software hjælper produktionsvirksomheden C.C. Jensen
9. oktober 2024