Nye brandtestfaciliteter, flere kontorpladser og nye kursusfaciliteter. Det er det, der skal stå klar hos DBI i Hvidovre den 1. maj 2020. Alt sammen for at kunne møde kundernes behov endnu bedre.

 

Første spadestik blev taget i juni. Nu er fundamentet på plads, snart leveres den nye, store brandtestovn, og lige om lidt går opførelsen af den nye facadetesthal i gang.

Derefter går turen til de nye kursusfaciliteter og de ekstra kontorpladser.

“Vi forventer at kunne tage facadetesthallen og den nye ovn i anvendelse til januar. Dermed kan vi både tilbyde facadetests og generelt understøtte byggevareproducenterne endnu bedre i deres produktudvikling. Desuden giver de nye faciliteter nye muligheder inden for vores forsknings- og udviklingsarbejde”, siger Jesper Ditlev, adm. direktør i DBI.

Nye brandtestmuligheder

Den nye ovn kommer fra Tyrkiet, hvor der køres pretests af den i september. Derefter bliver den skilt ad, sendt til Danmark og bygget op hos DBI. Indkøringen af ovnen sker i december, hvorpå den meget gerne skulle være klar til brug i januar. Og ovnen er ikke kun stor, men også kraftig.

“Vores to eksisterende ovne har en maksimal effekt på 5 megawatt, mens den nye kommer til at have 10 megawatt. Så du kan sammenligne det med en bil, som pludselig har dobbelt så stor en motor”, siger Anders Drustrup, der er ingeniør i brandtestafdelingen.

Den øgede kraft betyder bl.a., at den nye ovn ikke blot kan køre standard-brandkurve (834), men også hydrocarbon-brandkurve, som simulerer oliebrand, der f.eks. kan finde sted på en boreplatform. Det gør den også egnet til brandtest af skibskonstruktioner.

“Desuden giver ovnens størrelse nye muligheder i forhold til branddøre. Hvor vi hidtil har været nødt til at foretage to tests for at teste begge sider af en dobbeltdør, kommer vi nu til at kunne teste begge sider ved en og samme test. Det bliver bl.a. en fordel i forbindelse med den større efterspørgsel på test af døre, som vi forventer i kølvandet på de nye krav om CE-mærkning af branddøre”, siger Anders Drustrup.

Ventilationskanaler er et andet område, som får et boost med den nye ovn, idet det fremover bliver muligt at teste store kanaler op til 2,5 x 1,5 meter. Og endelig muliggør ovnens ekstra bredde flere testtyper af gennemføringer og test af flere detaljer i vægge.

“Den nye ovn skal ses som et nyt værktøj, der supplerer de to ovne, vi har i forvejen. Dels fordi den er større og kraftigere og kan noget mere end vores eksisterende ovne, og dels fordi det nu bliver lettere at tage vores øvrige ovne ud af drift i forbindelse med serviceeftersyn og renovering”, siger Anders Drustrup.

Læs hele artiklen i Brand & Sikring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.