Nyt projekt skal hjælpe de danske virksomheder med at blive mere bæredygtige og styrke deres konkurrencekraft. Under projektet skal skræddersyede løsninger gøre det nemmere for virksomhederne at omsætte de gode ambitioner til handling.

Danske virksomheder har et stort potentiale for at forbedre deres konkurrenceevne ved at omstille sig til cirkulære forretningsmodeller. Ved at lade råstoffer og materialer cirkulere længere tid i økonomien, gennem reduceret forbrug, genbrug og genanvendelse, kan virksomheder både spare ressourcer og bidrage til en mere bæredygtig fremtid.

Et nyt projekt, Cirkulær forretning – realisering af cirkulære løsninger, skal hjælpe virksomheder med at udnytte disse muligheder og skabe konkrete resultater.

Bag projektet står en række af Danmarks førende aktører på området i samarbejde med Industriens Fond. Projektet tilbyder virksomheder skræddersyet hjælp til at udvikle og implementere cirkulære løsninger, der både gavner deres forretning og den grønne dagsorden.

“Cirkulær økonomi er en uundgåelig del af fremtidens konkurrenceevne. Med cirkulære løsninger kan man reducere omkostninger, åbne nye markeder og styrke relationerne til både kunder og leverandører. Det er afgørende, at danske virksomheder griber denne mulighed, så de kan stå stærkt i en verden, hvor efterspørgslen på bæredygtige løsninger vokser. Men mange virksomheder mangler konkrete værktøjer og sparring til at komme videre. Med dette projekt skaber vi et vigtigt fundament for at hjælpe virksomheder med at realisere disse muligheder,” siger Anders Ziegler Kusk, programansvarlig for Bæredygtig Produktion i Industriens Fond.

Fra ambition til handling

Selvom mange virksomheder har ambitioner om bæredygtighed, kan det være svært at omsætte idéer til konkrete løsninger. Projektet tager derfor udgangspunkt i virksomhedernes unikke behov og hjælper dem med at skabe reelle forandringer i deres daglige drift.

På Teknologisk Institut står man bl.a. klar til at hjælpe virksomhederne med at udvikle forretningsmodellen og understøtte produktudvikling gennem specialistkompetencer:

“Vi tager udgangspunkt i virksomhedernes behov og hjælper dem med at skabe reelle forandringer i deres daglige drift. Forløbene er intensive og hjælper dem med at udvikle, teste og implementere nye løsninger i deres forretning og produktion. Projektet tager udgangspunkt i den samlede forretningsmodel, men vi kan også trække på specialister i valg af materiale, opsætning af produktionsapparatet eller udnyttelse af avancerede digitale teknologier. Det handler om at gøre det nemt for virksomhederne at få forretningsgevinster ud af deres investeringer i den grønne omstilling,” forklarer Emil Sunesen, sektionsleder ved Teknologisk Institut.

Et bredt samarbejde med store ambitioner

Projektet har også som mål at skabe en systemisk forandring i dansk erhvervsliv. Erfaringerne fra projektet skal bruges til at påvirke de politiske rammer og sikre bedre vilkår for virksomheder, der ønsker at omstille sig til cirkulære forretningsmodeller.

“Omstilling af vores virksomheder til at producere mere cirkulært er afgørende for, at vi fortsat kan vækste uden samtidigt at øge ressourceforbruget og belastningen af vores klode. Projekt Cirkulær Forretning vil bidrage til at udbrede viden om cirkulære løsninger til hele produktionssektoren og samtidig give os indsigter i muligheder, barrierer og udfordringer, der kan styrke vores politiske arbejde med at skabe bedre vilkår for grøn omstilling,” siger Peter Trillingsgaard, branchedirektør for DI Produktion.

For at sikre en bred udbredelse af viden om cirkulær økonomi inddrages også Fredericia Maskinmesterskole og Aarhus Maskinmesterskole i projektet. Erfaringerne herfra vil blive brugt direkte i uddannelsen af nye maskinmestre, der ofte ender i nøglepositioner i produktionsvirksomheder.

Fakta om projektet

  • Projektet er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Danmarks Tekniske Universitet, Alexandra Instituttet, DI Produktion, Dansk Erhvervsfremme, Maskinmestrenes Forening, Fredericia Maskinmesterskole, Aarhus Maskinmesterskole samt internationale partnere fra Irland (Irish Manufacturing Research) og Holland (TNO)
  • Projektet er støttet af Industriens Fond med 14 mio. kr.
  • Projektet løber fra 2025-2027

Læs mere her

Foto: Colourbox

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.