For den to år gamle virksomhed Solartag har det været meget værdifuldt, at der i Danmark er unikke muligheder for at arbejde med innovation. Med en Innobooster i hånden kunne virksomheden bl.a. gennemføre en serie af nødvendige brandtest hos DBI.
Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen
Thomas Pedersen er stifter og ejer af Solartag. Han står bag det patenterede, integrerede soltag T-ROOF™, som virksomheden sælger til private og erhvervskunder. Det særlige ved soltaget er, at solcelleanlægget er integreret i taget, så det udgør selve tagbelægningen. Dermed får solcelleanlægget status som byggemateriale.
”For at blive en seriøs spiller på markedet med mit soltag var der brug for en uvildig dokumentation af solcellernes egensskaber som byggemateriale til et tag. Der er derfor både gennemført test hos DTU Risø, Teknologisk Institut og hos DBI”, fortæller Thomas Ahola Pedersen.
Testene omfattede bl.a. ældningstest, snelasttest, hagltest og brandtest. Brandtestene blev gennemført hos DBI og blev finansieret af en InnoBooster bevilliget af Innovationsfonden.
”DBI er utrolig gode til at tænke ud af boksen. De har sparret med os fra start til slut. Da vi indledte samarbejdet var vi fx bekymrede for om gummiet mellem tagpladerne ville kunne klare en brandtest, eller om gummiet ville begynde at smelte. Den udfordring blev løst ved at ændre gummiblandingen”, fortæller Thomas Ahola Pedersen.
På forhånd var målet, at T-ROOF skulle opnå en klassifikation, der betyder, at soltaget kan anvendes som materiale i præaccepterede løsninger i brandklasse 2. Herudover skulle de brandtestes for ikke at blive betragtet som stråtag med tilhørende afstandskrav. Det lykkedes at komme i mål med begge dele.
Gode muligheder for innovation
Thomas Ahola Pedersen sætter stor pris på de muligheder, der findes i Danmark for at få støtte og sparring ift. innovation og udvikling.
”For en mindre virksomhed er det meget værdifuldt at have adgang til ekstern finansiering via fx Innobooster-ordningen. Desuden er der fantastiske muligheder for at få gennemført anerkendte test på faciliteter opbygget hos bl.a. GTS-instititutterne. Folk stoler på de test, der bliver gennemført her i Danmark, de kender institutterne og har tillid til dem, og det er helt klart en billet ind til de globale markeder”.
Solartags succes afspejler sig bl.a. i den eksplosive vækst, der har været i antallet af ansatte. Da virksomheden blev etableret for to år siden, var Thomas Ahola Pedersen eneste ansatte. I august sidste år var der tre ansatte, og nu er tallet 14 ansatte. Herudover har Solartag en række underentreprenører.
”Der er kun en anden aktør udover os på det globale marked, og det er et godt udgangspunkt for vores vækstmuligheder. Lige nu vokser efterspørgslen ret massiv – også uden for Danmark. I denne uge har vi fx solgt vores løsning til både Sverige og Norge. Vi er også på vej ind på markedet i USA og New Zealand”, fortæller Thomas Ahola Pedersen.
Nye planer på tegnebrættet
At virksomheden ikke soler sig i sin succes, ses ved, at der allerede nu er planer om at udvikle endnu en solcelleløsning. For når solcellerne kan ligge på skrå og udgøre et tag, så må de også kunne hænge lodret og udgøre en facade, mener Thomas Ahola Pedersen.
Ideen er født, forude ligger en masse test, der måske baner vejen for endnu et grønt dansk produkt på det globale marked.
Læs mere på virksomhedens hjemmeside
Foto: Solartag
Seneste aktuelt
27. november 2024
Danish Fibres får succes med dokumentation af bæredygtighed
26. november 2024