I et vigtigt skridt mod mere bæredygtigt byggeri har DBI gennemført en række tests af biogen brandsikring. Testresultaterne er afgørende for fremtidig anvendelsen af bæredygtige materialer, der ikke blot reducerer klimabelastningen, men også lever op til de høje brandsikkerhedsstandarder indenfor byggeri.

Det er de to b’er, som til stadighed konflikter i byggeriet: bæredygtighed og brændbarhed. Anvendelsen af biogene isoleringsmaterialer som halm og græs kan reducere byggeriets klimabelastning, men de har over en bred kam dårlige brandegenskaber, som kræver brandteknisk beskyttelse. Det betyder, at isoleringsmaterialet skal afdækkes med en beklædning, der lever op til gældende krav.

Vi mangler biobaserede brandbeskyttende produkter

I et projekt, som er finansieret af WE BUILD DENMARK, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU, har DBI derfor testet brandmodstandsevnen af en skalmur af hempcrete-blokke med kalkpuds.

Projektets formål er at undersøge, hvordan biobaserede vægkonstruktioner kan brandbeskyttes til EI30 ydeevne som samlet konstruktion.

“Projektets formål har været at undersøge, hvordan en biogen vægkonstruktion kan anvendes til brandbeskyttelse i henhold til EI 30. Det har taget udgangspunkt i et konkret byggeprojekt med en skalmur af hempcrete-blokke med kalkpuds,” forklarer Christen Kjer-Hansen, der er projektleder i Advanced Product Development hos DBI.

Skalmuren bestod med flot resultat

DBI’s tests fokuserede på at evaluere effektiviteten af biogen brandsikring sammenlignet med traditionelle brandsikringsmaterialer. Resultaterne har vist, at de biogene materialer kan matche og i nogle tilfælde endda overgå de konventionelle materialer i forhold til brandsikkerhed. Det er en vigtig opdagelse, da det betyder, at det nu er muligt at anvende mere miljøvenlige materialer uden at gå på kompromis med sikkerheden.

“For at blive godkendt til EI 30 skulle skalmuren kunne modstå brand i 30 minutter. I vores brandtest klarede den 46 minutter, så det må siges at være mere end bestået,” forklarer Christen Kjer-Hansen.

DBI’s arbejde med biogen brandsikring er en del af en større bevægelse mod at integrere bæredygtige løsninger i byggebranchen.

“Det her er ikke et stort, men et vigtigt projekt, fordi det giver den skalérbarhed, som er så vigtig for markedet. Nu kan man brandbeskytte et hvilket som helst biogent isoleringsmateriale med den givne konstruktion,” forklarer Christen Kjer-Hansen

Læs mere om projektet her

Foto: DBI