GTS-instituttet DBI har i projektet BioFacades:UpHigh været med til at teste brandsikkerheden i bygninger med facader af biobaserede materialer. Den seneste fuldskala-facadetest bestod uden problemer.

Projektet BioFacades:UpHigh startede i november 2022 og løber frem til udgangen af 2024. Her er formålet at vise, at det er muligt at bygge etagebyggeri med ventilerede træfacader uden brandimprægnering eller sprinkling, men undgå brandspredning på facaden alene på baggrund af konstruktive designløsninger.

“Vi undersøger, om man kan lave facader med biobaserede materialer, der er designet, så de forhindrer brandspredning på facaden. På den måde gør vi brandsikkerhed til et designparameter fra start”, siger Asmus Haastrup, der er Research Consultant hos DBI og leder af projektet sammen med Mia Fossing Frederiksen.

En succesfuld tredje test

I projektets løbetid udføres 10 biobaserede facadetests, og for nyligt blev de seneste designkonstruktioner sat på prøve.

Konkret var der tale om to lag af en træfibervindspærreplade på hver 12,5 mm, beklædt med en tynd, ubrandbar og åndbar dug. Bag ved vindspærren var 240 mm træfiberisolering, mens der yderst var en regnskærm i ubehandlet gran. I hver etageskel var der indlagt mineralsk isolering, ekstra konstruktionstræ og en ubrandbar vindspærre, men herudover var den eneste ubrandbare del af facaden flammeafbøjerne i stål, som ragede 32,4 mm ud fra regnskærmen.

Disse designkonstruktioner bar, til stor glæde for Asmus Haastrup, frugt:

“Vi stoppede testen efter 60 minutter. På det tidspunkt havde konstruktionen bestået testen, og det stod klart, at der nu var tale om en ulmebrand, som ikke ville udvikle sig yderligere. Så det var ret fantastisk”, siger Asmus Haastrup.

Ned-skalerede brandtests gjorde forskellen

Der er fem partnere i projektet, som hver har to af de 10 facadetests til rådighed, hvor de frit kan designe de facadeløsninger, de ønsker, og køre processen på den måde, de finder bedst. CPH Village stod bag den tredje og meget vellykkede test, som er en del af et byggeprojekt, der skal ende med en række bæredygtige studieboliger på Amager.

“Vi kan kun rose bygherre for processen, der førte til det gode resultat. For CPH Village valgte at betale for i alt syv småskalatests i 50 x 50 cm og en ned-skaleret facadetest, som betød, at vi blev klogere undervejs og løbende kunne justere inden fuldskalatesten”, siger Asmus Haastrup

BioFacades:UpHigh-projektet er støttet af Realdania og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Du kan læse mere om projektet og den seneste succesfulde brandtest her

Foto: DBI