Husker du at tænde for emhætten? Eller undlader du det på grund af støjgener? En ny undersøgelse fra Teknologisk Institut viser, at alt for mange husstande begrænser brugen af emhætten på grund af støj, og det kan have store sundhedsmæssige konsekvenser, vurderer eksperter.

Når julemadlavningen er i gang og snakken går i køkkenet, så kan det være generende med støj fra emhætten. Ikke desto mindre er det helt afgørende at emhætten tændes, da partikelniveauet fra madlavning kan stige til mere end 500 gange over det normale baggrundsniveau. Sådan lyder det fra Teknologisk Instituts eksperter på baggrund af en ny undersøgelse, der viser, at mange husholdninger vælger at begrænse brugen af deres emhætter på grund af støjgener.

“Mange undersøgelser viser, at partikelniveauet fra madlavning kan stige til mere end 500 gange over det normale baggrundsniveau. Det er ekstreme værdier, som er langt over verdenssundhedsorganisation WHOs anbefalinger. Korrekt brug af emhætten er især aktuelt i juletiden, hvor mange mennesker er samlet og der samtidig er travlt i køkkenet”, siger konsulent Andreas Engholm Nielsen, Teknologisk Institut.

Går på kompromis med indeklima

Tendensen er blevet konstateret gennem projektet “Fremtidens Grønne Emhætter”. Resultaterne viser, at otte pct. af respondenterne slet ikke bruger deres emhætte, mens 53 pct. nogle gange skruer ned og 17 pct. ofte helt slukker for emhætten på grund af støj.

Ifølge Teknologisk Instituts energiantropolog, Maria Louise Bønnelykke, så vidner resultatet om et paradoks:

“Folk ønsker et sundt indeklima, men slukker ofte for emhætten på grund af støj. De vælger altså den umiddelbare komfort frem for at beskytte sig mod usynlig partikelforurening. Det viser, hvor komplekst forholdet er mellem vores adfærd og sundhed i hjemmet”, udtaler hun.

Anbefalinger til juletiden

Teknologisk Institut anbefaler derfor, at danskerne bruger deres emhætte korrekt for at minimere partikelforurening fra madlavningen. Nogle af anbefalingerne lyder bl.a. på følgende:

  • Tænd emhætten og gerne 10 minutter før madlavningen begynder
  • Hvis du kan lugte maden, skal du skrue op for emhætten
  • Lad emhætten køre i 30 minutter efter madlavningen
  • Brug emhætten, når ovnen er i brug til f.eks. flæskesteg og and
  • Åbn et vindue for at udligne udsugningen fra emhætten

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut