GTS-instituttet står bag forskning, der har ført til flere digitale løsninger og spin out virksomheder. Desuden har Alexandra Instituttet frem for alt ageret teknologisk sparringspartner for et utal af virksomheder og hjulpet dem med at styrke deres konkurrenceevne.

Fortællingen starter i 1999, hvor en række aarhusianske virksomheder sammen med Aarhus Universitet og det daværende Aarhus Amt skaber rammerne for Alexandra Instituttet. Missionen er at styrke samarbejdet mellem forskning og forretning, og her 25 år efter er den ambition virkelig lykkedes.

Det mest synlige bevis er spin out-virksomheder, som er startet på baggrund af forskning, men i dag lever som succesrige virksomheder. Det gælder eksempelvis it-virksomhederne Partisia og Sepior, som begge er pionerer inden for kommerciel brug af kryptografi og it-sikkerhedsløsninger, samt Cetrea der leverer it-løsninger til sundhedsvæsenet.

Fælles for virksomhederne er, at de er udsprunget af forsknings- og innovationsprojekter, som Alexandra Instituttet har været involveret i.

“Salget af den aarhusianske it-startup Sepior understreger, at den danske model med samarbejde mellem forskning og erhvervsliv virker. Vi formår i den grad at få tung viden genereret til start-ups, der skaber arbejdspladser og giver værdi for samfundet,” fortæller Alexandra Instituttets CEO, Niels Husted Kjær, der i 2019 overtog direktørposten efter stifter og professor Ole Lehrmann Madsen.

Tæt på forskningen

I dag beskæftiger Alexandra Instituttet cirka 100 medarbejdere i et tværfagligt miljø, der er fordelt på to lokaliteter i IT-Byen Katrinebjerg i Aarhus og på ITU i København. Det er netop nærheden til it-forskningsmiljøerne, der skaber stor værdi for dansk erhvervsliv, som Alexandra Instituttet er sat i verden for at bringe foran digitalt, forklarer Niels Husted Kjær.

“Mange af vores medarbejdere har en fortid på universitetet. Hos os får de mulighed for at anvende deres akademiske baggrund i højaktuelle problemstillinger hos virksomheder og bidrager samtidigt til at løfte større samfundsdagsordner. På den måde sikrer vi både store og små virksomheder adgang til den nyeste it-viden. Det er evnen til at bringe forskning i anvendelse i fremtidssikre digitale løsninger, der er vores varemærke”.

I dag er fokus især på at udvikle løsninger inden for cybersikkerhed, kunstig intelligens, sundheds-it samt teknologier som augmented reality og visual computing. Augmented reality kan fx anvendes til instruktion og oplæring hos produktionsvirksomheder direkte i produktionen.

Dansk Sprogmodel Konsortium

Senest har Alexandra Instituttet i samarbejde med IBM og Dansk Erhverv stiftet Dansk Sprogmodel Konsortium med det formål at udvikle danske sprogmodeller, så den kunstige intelligens kan forstå dansk skrift- og talesprog, herunder mange af de facetter og dialekter, som det danske sprog består af. Det er især relevant for mange offentlige institutioner og virksomheder, som ikke kan bruge amerikansk-udviklede teknologier pga. de sikkerhedsmæssige risici eller i forbindelse med personfølsomme data.

“Udviklingen af danske sprogmodeller er netop den slags projekter, som vi som GTS-institut er sat i verden for at kunne løfte. Det er anvendt forskning, som gavner både virksomheder og resten af samfundet, og som ikke er helt trivielt at kaste sig ud i”, understreger Niels Husted Kjær.

Læs hele pressemeddelelsen her

Foto: Alexandra Instituttet