Af Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS-foreningen

Danmark og resten af verden står i en økonomisk krise med stigende priser og inflation. For at komme godt ud af krisen, er det vigtigt, at den kommende regering sikrer, at vi kan fastholde danske jobs og skabe en grøn og bæredygtig vækst. Det kalder på et innovations- og erhvervsfremmesystem i topform.

At meget faktisk virker, er Nordicco A/S fra Fredericia et godt eksempel på. Under corona-krisen opstod en god idé om en viradræbende ventilator. Med økonomisk støtte fra Innovationsfonden og i et tæt samarbejde med et GTS-institut blev ideen omsat til et konkret produkt – en energivenlig ventilator, der eliminerer luftbåren smitte fra bakterier og vira – herunder coronavirus.

Undervejs i udviklingen af produktet har virksomheden samarbejdet med Teknologisk Institut. Det var bl.a. test her, der beviste, at teknologien virker, som den skal. Denne dokumentation har åbnet markedet for den nye løsning. Ikke bare i Danmark, men også i USA.

For Dennis Thomsen, stifter og CEO i virksomheden, er det afgørende at kunne tilgå tilskudsmidler fra Innovationsfonden og GTS-kompetencer. Det hænger sammen med, at det som en mindre virksomhed er umuligt at have alle kompetencer på egen hånd.

De syv GTS-institutter (Teknologisk Institut, FORCE Technology, DBI m.fl.) har netop fokus på at rette op på de markedsfejl, der opstår, når virksomheder ikke selv kan tage den risiko, der er forbundet med at opbygge den nødvendige kapacitet til innovation. På den måde fungerer GTS som en ekstern forsknings- og udviklingsafdeling for danske SMV’er.

Men det er dyrt at opbygge og drive testfaciliteter. Og med de politiske ambitioner inden for grøn omstilling, opstår flere krav til faciliteter, der kan bringe nye grønne teknologier hele vejen igennem værdikæden. Vi kommer altså ikke uden om at investere yderligere i testfaciliteter, hvis Danmark skal forblive i den innovative superliga.

Derfor anbefaler vi, at en ny regering støtter op om en national strategi for ”Danmark som testland”, som foreslået af forskningsalliancen (DI, IDA, ATV og Dansk Metal). Der er brug for at afdække, hvor vi i dag står stærkt, og hvor der er brug for at udbygge Danmark som testland.  Uden de nødvendige faciliteter til test og den tilhørende viden risikerer vi at spænde ben for fremtidens gode ideer.

Artiklen har været bragt af Dagbladet Fredericia

Foto: GTS-foreningen