CeramicSpeed har specialiseret sig i at producere kuglelejer til industrien og cykelsporten. De har samtidig udvidet forretningen med digitalt spor ved at lancere en app til cykelsporten og en kommende sensor til industrien. Derfor har de haft brug for at få hjælp til at sætte en retning for deres IoT-sikkerhed.
CeramicSpeed, der har base i Holstebro, har specialiseret sig i at producere keramiske kuglelejer til både industrimaskiner og landevejscykler på øverste hylde. Virksomheden, der har lidt over 100 ansatte, har bygget deres forretning på nogle hybridlejer, som har mindre friktion og har længere levetid.
De har samtidig udvidet forretningen med et digitalt spor ved at lancere en app til cykelsporten og en kommende vibrationssensor til deres industrikunder. Det betyder, at de er gået fra at være en udpræget mekanisk virksomhed til at være digital, hvilket betyder, at de har brug for at få styr på IoT-sikkerheden, så der ikke bliver lækket data fra deres enheder.
Noget af den hjælp hentede de ved at deltage i et af de gratis udviklingsforløb i IoT-sikkerhed, som Alexandra Instituttet arrangerer i samarbejde med Industriens Fond i regi af projektet CyPro. Det har især givet dem indsigt i, at man kan komme langt med nogle simple ting, når man har fået vist, hvad der er vigtigt.
“For os i produktafdelingen, hvor vi i øjeblikket kun er to, der arbejder med sikkerhed, så har det især handlet om at få styr på, hvilke sikkerhedsnormer vi skal gå efter. Det har givet os en ambition om, hvad vi skal stræbe efter og sat nogle procedurer i gang. Det kan godt være, at det kommer til at tage et år, men det er en del af rejsen,” fortæller Nicklas Simonsen, der er project manager hos CeramicSpeed.
Vigtigt at prioritere arbejdet
På kurset lærte de at strukturere hele processen med at finde ud af, hvor de har eventuelle sikkerhedshuller.
“Når man ikke arbejder med sikkerhed dagligt, så kan det virke meget omfattende at skulle forstå, hvad det vil sige at have et sikkert produkt. Her har kurset nogle værktøjer til at analysere, hvor vi er, og hvilke elementer vi har i vores produkter og samtidig forstå risikoen ved alle de her led. Værktøjerne er meget lavpraktiske med spørgeskemaer. Men det har givet indblik i konsekvenserne, hvis der opstår et brud,” forklarer han.
Vigtigt med fælles sprog
En ting er ISO-standarder. Noget andet er at have en fælles forventning om, hvad god sikkerhed er i virksomheden. Her har kurset hjulpet med at skabe et fælles sprog på tværs af afdelingerne, forklarer Nicklas Simonsen:
“Jeg sidder i produktafdelingen, men vi har også en it-afdeling, så for os har det især været vigtigt at sikre, at vi får ansvarsområderne rigtig fordelt. Her har kurset givet en forståelse af, hvad man skal gøre og snakke om.”
“Jeg tror, det er vigtigt at have den her fælles forståelse, fordi der altid er risiko for, at et led kan blive brudt ned, men hvis man har nogle gode processer omkring det, så kan man lukke ned hurtigere og dermed mindske risikoen.”
Læs mere om CeramicSpeed og deres samarbejde med Alexandra Instituttet her
Foto: Alexandra Instituttet
Seneste aktuelt
19. marts 2025
Lån en robot og oplev fordelene ved automatisering
15. marts 2025