Kommentar: Selvom der er bred enighed i branchen om, at den grønne omstilling haster, så hører enigheden op, når talen falder på, hvem der skal bære den økonomiske risiko, skriver Mette Glavind i denne kommentar, der har været bragt i Altinget.

Af Mette Glavind, direktør for divisionen Byggeri og Anlæg, Teknologisk Institut

Det haster med den grønne omstilling i bygge- og anlægsbranchen. Det ved hele branchen efterhånden – men der er nogle konkrete udfordringer, som skal løses, før vi kan komme i mål. En af disse er, at vi ikke kan gøre det alene – der er brug for både politisk fokus, og at offentlige bygherrer går forrest og viser de gode eksempler og vejen mod en langt mindre miljøskadelig bygge- og anlægsbranche, end den vi ser i dag.

Lad os se nærmere på en af de helt centrale udfordringer. Risikoen. For selvom der er bred enighed i branchen om, at den grønne omstilling haster, så hører enigheden op, når talen falder på, hvem der skal bære den økonomiske risiko, der er forbundet med at implementere nye og mindre klimaskadelige byggematerialer samt genbruge og genanvende materialer fra gamle bygninger i nye bygninger.

Den manglende risikovillighed er der som sådan ikke noget mærkeligt i, da slutprodukterne af branchens aktiviteter er bygninger, broer, veje, havne med mere, der skal have en så lang levetid som muligt, uden store omkostninger til vedligehold og reparation. Og når risikoen ved at anvende nye materialer og produkter bliver for stor – så vælger mange den nemme løsning og bygger, “som vi plejer”.

Men det går ikke længere. Og heri ligger min pointe og et meget vigtigt budskab til alle i både byggebranchen og ikke mindst de offentlige og almene bygherrer og pensionsselskaberne.

Uden en vis risikovillighed så sætter vi den grønne udvikling i stå – og det er ingen af os interesserede i. Derfor er det helt afgørende, at vi finder en god løsning for at minimere den økonomiske risiko, der lige nu er en stor barriere for at gøre bygge- og anlægsaktiviteter mindre klimaskadelige.

Kan vi så helt fjerne risikoen? Nej det kan vi ikke – desværre. Den helt store joker er holdbarhed og levetid.

Selvom der er avancerede modeller og testfaciliteter, der, hjulpet af AI, kan estimere levetiden, så kan vi ikke fjerne risikoen helt for, at et nyt materiale ikke har den forventede egenskab i 50-200 års perspektiv.

Til gengæld kan vi arbejde med en kalkuleret risiko, der er reduceret så meget som muligt – og det kan vi godt gøre allerede nu.

Skal vi så teste og dokumentere i et væk og gå med livrem og seler? Selvfølgelig ikke. Men der er brug for, at vi gør forarbejdet og arbejder med en kalkuleret risiko.

Denne kommentar har d. 15. maj været bragt i Altinget, By og Bolig