Bioneer er en del af et nyt forskningscenter, som skal udnytte mini-organer genereret fra stamceller til at udvikle fremtidens lægemidler. Innovationsfonden har investeret 24,5 mio. kr. i centret.
Det koster på nuværende tidspunkt i gennemsnit 9 milliarder kr. at udvikle et nyt lægemiddel, og der er mange sygdomme, som stadig ikke kan behandles effektivt. Innovationsfonden har investeret 24,5 mio. kr. i et nyt center, som vil udnytte stamceller til at reducere disse omkostninger og udvikle lægemidler imod sygdomme, som på nuværende tidspunkt ikke kan behandles.
Langt størstedelen af de lægemiddelkandidater, som medicinalindustrien udvikler, når aldrig frem til markedet på grund af bivirkninger eller manglende effekt i patienterne. Det på trods af at kandidaterne under udviklingen har vist lovende effekter i dyremodeller.
Med stamceller er det nu muligt at opbygge menneskelige mini-organer, som er funktionelle, og som kan benyttes til at efterligne en række forskellige sygdomme. Med disse kan man i dag etablere sygdomsmodeller i laboratoriet, som genskaber det sygdomsbillede, man ser i patienter. Det nye forskningscenter – StemScreen – vil udnytte stamcelle-modeller til at skabe en bedre forståelse af specifikke sygdomme, som vi i dag har svært ved at behandle, og udvikle nye lægemidler.
Vil bringe Danmark i front
“Der er et stort uforløst potentiale i sygdomsmodeller udviklet fra stamceller, som medicinalindustrien først lige har indset. Vores komplementerende kompetencer indenfor sygdomsmodeller udviklet fra stamceller og ekspertise indenfor udviklingen af lægemidler vil sammen med investeringen fra Innovationsfonden lede til etableringen af StemScreen. I StemScreen vil vi kombinere vores stamcelleekspertise med det nyeste udstyr indenfor billedanalyse og dermed bringe Danmark helt i front indenfor identifikationen af nye lægemiddelskandidater”, siger Kim Bak Jensen, som er leder af det nye center og professor ved Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine på det Sundhedsvidenskabelige fakultet, Københavns Universitet.
Der er altid en risiko for at lægemiddelkandidater, som testes i kliniske forsøg, fejler. Hvis man kan minimere denne risiko, vil det være en kæmpe gevinst for lægemiddelindustrien. Dette vil reducere udgifterne til udviklingen af nye lægemidler, idet man kan fokusere på enkelte kandidater, som har en langt større chance for at udvikles til et egentligt lægemiddel.
Projektet er et samarbejde imellem GTS-instituttet Bioneer A/S, Synklino A/S samt en række forskere ved Københavns Universitet. Sammen vil de udvikle sygdomsmodeller baseret på stamceller og via disse identificere lægemiddelkandidater til sygdomme som grøn stær, Parkinsons sygdom, hjertesvigt, virusinfektioner og inflammatoriske sygdomme.
Seneste aktuelt
26. november 2024
Vigtig samarbejdsaftale giver industrien adgang til Big Science
26. november 2024
Maskinfabrik vil tredoble omsætning med ’lights out’ produktion
26. november 2024
Hvordan hjælper vi de danske biosolutionsvirksomheder?
20. november 2024