På hovedbiblioteket Dokk1 i Aarhus har børnene mulighed for at lege med små, programmerbare robotter. Det kan blandt andet være med til at øge børns digitale forståelse.

Det skal være sjovt at lære

Det kan være svært for små børn at forstå, hvordan programmering fungerer, men et samarbejde mellem Dokk1 og Alexandra Instituttet skal skabe den digitale interesse blandt de helt unge.

Hovedbiblioteket Dokk1 i Aarhus har siden det blev bygget i 2015 haft et WizeFloor-gulv på førstesalen, som børnehaver og skoleelever har kunnet komme og lege på. Men normalt foregår legen ved, at børnene hopper rundt og interagerer med forskellige bevægelsesspil, som en projektor projicerer ned på gulvet.

Nu er gulvet blevet udstyret med små, programmérbare robotter, såkaldte Blue-Bots, som børnene via Bluetooth kan styre og programmere fra en tablet. Og det er noget, der gør legen langt mere interaktiv.

Det er Alexandra Instituttet, der står bag udviklingen af WizeFloor og interaktionen med de små robotter. Ifølge Kaspar Rosengreen Nielsen, Principal Software Architect hos Alexandra Instituttet, så har ideen netop været at undersøge, hvordan man kan få børn til at arbejde med en form for programmering.

“Det er en idé, som vi længe har ønsket at udforske, og nu opstod muligheden for at samarbejde med Dokk1 og AU. Vi har så været nede på Dokk1 en af de torsdage, hvor de har åbent værksted, kaldet Digital Leg, og hvor børnene kan komme og lege med robotterne. Her har vi fået prototypen testet af og samtidig fået det gjort bedre og bedre,” fortæller han.

“Jeg fortæller den, hvad den skal”

Samarbejdet mellem Dokk1 og Alexandra Instituttet er kommet i stand igennem Ole Caprani, Associate Professor på Institut for Datalog på Aarhus Universitet, der har lang erfaring med at arbejde med robotter, og som også er med i udviklingen af de digitale tilbud til børnene på Dokk1.

“Der var én pige, der engang sagde: “Når jeg programmerer robotten, fortæller jeg den, hvad den skal”. Det er meget præcist beskrevet af en pige i 3. klasse.”

Ifølge Ole Caprani er det netop det, som programmérbar teknologi kan. Man kan programmere en robot til at gøre noget på egen hånd. Det er ikke så nemt at opdage, hvis du sidder og spiller et spil. Men det bliver meget tydeligt for børnene, når de sidder med en fysisk robot, som de har programmeret til at gøre noget på egen hånd.

Dokk1 inviterer ugentligt børn og voksne til at komme og udforske den interaktive leg.

Læs mere om arbejdet med WizeFloor og de interaktive robotter her

Foto: Alexandra Instituttet