I et debatindlæg i Finans opfordrer Thomas Hofman-Bang, Adm. direktør i Industriens Fond, og GTS-foreningens direktør Mette Fjord Sørensen politikerne til at investere mere i de samarbejder, kompetencer og innovationsmiljøer, der hjælper virksomheder med at omsætte ny viden og teknologi til vækst. Læs hele debatindlægget her.

Regeringens Økonomiske Redegørelse fra august indeholder en observation, der er værd at hæfte sig ved. Midt i fortællingen om høj dansk vækst og stærke offentlige finanser er et helt kapitel helliget en mere bekymrende udvikling hos små og mellemstore virksomheder.

Siden 2019 har SMV’ernes vækst været beskeden sammenlignet med det historiske gennemsnit. Det gælder både værdiskabelse, produktivitet og beskæftigelse.

Samtidig har de største virksomheder bidraget markant til fremgangen i dansk økonomi. Det skal ses i lyset af, at SMV’erne ifølge redegørelsen står for 63 pct. af fuldtidsbeskæftigelsen og mere end halvdelen af omsætningen i private erhverv.

Det er altså ikke et nicheproblem. Det er en udfordring med betydning for Danmarks vækstgrundlag.

Regeringens redegørelse peger på svagt privatforbrug, højere finansieringsomkostninger og konkurrence om arbejdskraften. En del af forklaringen er derfor konjunkturer. Men bedre konjunkturer er ikke i sig selv en strategi for at styrke virksomhedernes langsigtede udviklingsmuligheder.

I forordet adresserer skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt bekymringen for vækstvirksomheder, der søger kapital i USA og flytter ud: »Siger vi nu farvel til en potentiel ny C25-virksomhed?«

Spørgsmålet er relevant. Men svaret kræver, at vi ser bredere på, hvad der skal til for at få flere danske virksomheder til at udvikle sig og vokse.

Der mangler svar til SMV’erne
Adgang til risikovillig kapital, færre administrative byrder og øget brug af kunstig intelligens er vigtige indsatsområder. Men vi skal også styrke virksomhedernes adgang og evne til at omsætte ny viden og teknologi til forretning.

Danmark har gennem årtier opbygget et innovationssystem med universiteter, erhvervshuse, innovationsfonde og GTS-institutter. Det er et stærkt udgangspunkt, som vi bør udnytte bedre gennem samarbejder med virksomhedernes behov i centrum.

GTS-institutterne hjælper virksomheder med at omsætte ny viden til konkrete løsninger, produkter og produktionsforbedringer og giver adgang til specialiseret rådgivning og testfaciliteter. De fungerer som en bro mellem forskning og marked.

For mange SMV’er er det urealistisk at opbygge egne forsknings- og udviklingsmiljøer. Samarbejde med GTS-institutter, universiteter og andre videnpartnere er derfor ofte den mest realistiske vej til at udvikle og afprøve nye løsninger.

For en mindre virksomhed kan et fejlslagent udviklingsprojekt få langt større konsekvenser end for en international koncern. Derfor bør vi gøre det lettere at få adgang til både specialiseret viden og samarbejder, der kan reducere risikoen.

Vi starter ikke fra nul. I projektet Motorvej for Materialeviden, som Industriens Fond støtter, samarbejder universiteter, GTS-institutter og erhvervsaktører om at bringe materialeforskning ud i virksomhederne. Ambitionen er at forbinde specialiseret viden med virksomhedernes konkrete behov og forkorte vejen fra forskning til anvendelse.

I AI Denmark har Industriens Fond samlet GTS-institutter, universiteter og andre partnere om målrettede virksomhedsforløb. Fokus er at omsætte kunstig intelligens til nye produkter, løsninger og forretningsmuligheder, ikke blot at introducere virksomhederne til teknologien.

Og i Man on the Moon, udviklet af Erhvervshus Sjælland og Industriens Fond, er virksomhedernes vækstambitioner omdrejningspunkt for specialiseret sparring om blandt andet ledelse, organisering og skalering. De 12 virksomheder, der fortsat deltager i forløbet, har i gennemsnit øget omsætningen med 89 procent fra 2020 til 2024 mod 34 procent blandt sammenlignelige virksomheder.

Indsatserne er forskellige, men illustrerer en fælles pointe: Vi skal både styrke adgangen til viden og virksomhedernes forudsætninger for at bruge den.

Derfor bør ministerens spørgsmål suppleres med et andet: Hvordan får vi flere SMV’er til at investere i forskning og innovation og omsætte investeringerne til vækst?

Et oplagt svar er at styrke de ordninger, der reducerer SMV’ernes risiko. Det kan ske gennem lettere adgang til teknologiske udviklingsforløb, stærkere innovationssamarbejder og bedre muligheder for at benytte test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter i GTS-systemet og andre videnmiljøer.

Samtidig skal vi styrke de forløb, der hjælper virksomhederne med at tænke den teknologiske løsning og den forretningsmæssige udvikling sammen, sådan at virksomhederne ikke står alene med opgaven, når et udviklingsprojekt er afsluttet.

Endelig skal vi blive bedre til systematisk at opsamle, dele og udbrede erfaringer og sørge for at fremtidige investeringer bygger på konkret viden om virksomhedernes behov, og på de metoder, der viser lovende resultater.

Det skal være lettere for den lille virksomhed at tage et teknologispring, udvikle nye produkter og nå nye markeder. For nogle kan det være begyndelsen på rejsen mod at blive en ny C25-virksomhed. For andre handler det om at blive mere produktive, innovative og konkurrencedygtige. Begge dele har værdi for Danmark.

Den Økonomiske Redegørelse har leveret diagnosen. Nu skal der investeres i behandlingen. Opgaven er at styrke SMV’ernes evne til at skabe fremtidens vækst og bygge videre på de erfaringer, vi allerede har.

Debatindlægget kan også læses på Finans på dette link  Regeringen siger det selv: SMV’ernes vækst halter. Nu skal der investeres i løsninger – Finans

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Fæstningens Materialgård
Frederiksholms Kanal 30, indgang A3, 1. sal
1220 København K

Telefon: +45 24 83 21 72
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.