Har du solceller på taget eller en elbil i garagen? Dit hjem kan i fremtiden blive en aktiv del af energimarkedet ved både at producere og udveksle energi med det lokale energinetværk. Smarte hjem med solceller, batterier og elbiler kan nemlig bidrage til at styrke forsyningssikkerheden og øge udnyttelsen af grøn energi ved at handle overskudsstrøm med naboerne.

Hvordan sikrer man tillid og gennemsigtighed, når energi handles lokalt? Det spørgsmål forsøger et nyt projekt at besvare. Alexandra Instituttet arbejder sammen med Develco Products og Aarhus Universitet for at undersøge, hvordan blockchain-teknologi og smarte kontrakter kan gøre fremtidens lokale energisystem både effektivt og troværdigt.

Rune Hylsberg Jacobsen, professor ved Institut for Elektro- og Computerteknologi ved Aarhus Universitet, forklarer:

“Som det er i dag, så har vi både batteripakker i elbiler og solceller på tagene, som kan bruges i et lokalt elnet. Vi kigger derfor på, hvordan smarte hjem bliver aktører i et lokalt energimarked, hvor de både kan producere og forbruge energi. Det kræver koordinering, fordi hvis man smider energi ind i et system, så skal det også trækkes ud samtidig et andet sted.”

Blockchain og smarte kontrakter skaber tillid

Projektet undersøger, hvordan blockchain-teknologi kan bruges til at understøtte lokale energimarkeder. Blockchain giver mulighed for at skabe transparente og sikre systemer, hvor energi kan handles gennem smarte kontrakter. Her kan brugere fx byde ind med overskudsstrøm fra solceller eller batterier og nemt spore, hvem der har indgået aftaler.

“Blockchain-teknologien giver mulighed for at lave noget auktion, hvor man lægger et bud ind og siger, at jeg har overskud af strøm den næste time og spørge, om der er nogen, der er interesserede. Det kan være med til at automatisere energihandel og sikre gennemsigtighed”, forklarer Rune Hylsberg Jacobsen.

En yderligere fordel ved blockchain-teknologien er muligheden for at udstede mikrocertifikater, der dokumenterer, at strømmen kommer fra grønne energikilder, såsom solceller.

Tillid mellem den fysiske og digitale verden

For at gøre energihandlen sikker, arbejder Alexandra Instituttets Security Lab sammen med Develco Products om at udvikle tekniske løsninger, der kobler den fysiske verden af strøm til den digitale verden af blockchain. Det kræver hardware med kryptering, der sikrer, at de aftaler, der indgås, også bliver overholdt i praksis.

“Det er den tilknytning fra den fysiske verden til softwareverdenen, som vi skal løse i samarbejde med Develco Products ved at lave noget kryptering, som skal bruges i deres løsninger. Vi skal bygge tillid ind i systemet, således at den strøm, der bliver handlet, også rent faktisk bliver leveret, og at der ikke opstår snyd eller ubalance i systemet”, forkklarer Gert Læssøe Mikkelsen, der er leder af Alexandra Instituttets Security Lab

Fakta om GreenCOM

Projektet er en del af GreenCOM, som har til formål at gøre den kritiske kommunikationsinfrastruktur grønnere og sikre en bedre udnyttelse af grøn energi. Ved at skabe smartere energisystemer kan man reducere energitab, øge forsyningssikkerheden og gøre elnettet mere robust overfor udsving i energiproduktionen.

GreenCOM er et nationalt samarbejde, der skal fremme digitalisering og den grønne omstilling. Projektet involverer 18 danske virksomheder, to universiteter, GTS-institutterne FORCE Technology og Alexandra Instituttet samt to erhvervs- og brancheorganisationer. Det forventes at resultere i 30 banebrydende teknologioverførsler til industrien og bidrage til en mere effektiv og bæredygtig digital infrastruktur.

Læs mere her

Foto: Alexandra Instituttet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.