Der sker i disse år markante fremskridt inden for Power-to-X. Men for at de gode intentioner kan omsættes til virkelighed, er det stadig helt afgørende, at aktører på tværs af hele værdikæden samarbejder. Derfor går GTS-institutterne forrest og samler igen branchen til PtX-konference d. 28. januar 2026.
Samler aktører på tværs
Danmark oplever markant skalering af Power-to-X (PtX), og samarbejde på tværs af værdikæden er afgørende for udviklingen. På konferencen samles sektoren for at udveksle viden og erfaringer. Deltagere vælger ét af følgende tre praksisnære spor:
Spor 1 – Elektrolyse
Elektrolyse er selve grundstenen i Power-to-X-processen. Dette spor giver overblik over de vigtigste nye teknologier og materialer, der kan forbedre elektrolysens levetid og effektivitet. Deltagerne får indblik i aktuelle udfordringer og løsninger, blandt andet inden for test, sikkerhed og opskalering. Der sættes også fokus på det stigende behov for uddannelse og nye kompetencer, så branchen er rustet til fremtiden.
Spor 2 – Kulstof og landbrug
Stabil adgang til kulstof er afgørende for grøn brændstofproduktion. I dette spor sættes der fokus på, hvordan kulstof fra landbruget kan udnyttes bedre, så det både gavner miljø og økonomi. Deltagerne får mulighed for at høre om konkrete teknologier, samarbejder og cases, hvor biogent kulstof bruges til at producere brændstoffer til blandt andet skibsfart og luftfart. Spor 2 lægger vægt på løsninger, som både kan skaleres og integreres i eksisterende værdikæder.
Spor 3 – Sektorkobling og infrastruktur
Fremtidens Power-to-X kræver, at energisystemer, industrier og infrastrukturen spiller sammen. Dette spor går i dybden med, hvordan sektorkobling giver nye muligheder for effektivitet, men også stiller nye krav til sikkerhed og robuste løsninger. Deltagerne får indsigt i konkrete eksempler, hvor fx spildevandsrensning, energiproduktion og transport integreres, og der diskuteres hvordan varmegenvinding, digital styring og sikkerhed håndteres i praksis.
Konferencen arrangeres i samarbejde mellem Teknologisk Institut, DBI, DHI og FORCE Technology med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Læs mere, sæt kryds i kalenderen og tilmeld dig her.
Seneste aktuelt
2. december 2025