Tekstilprojektet DECOUPLE vil sikre bedre tekstiler med længere levetid. Det skal ske gennem indblik i millioner af produktdata, samt arbejde med tekniske og designmæssige metoder, der sænker barriererne for genbrug og genanvendelse.

Hvert år produceres der på verdensplan 62 mio. ton tøj. Beklædningsindustrien regnes for en af de mest forurenende i verden, og produktionen af tøj står for over 10 procent af verdens samlede udledning af CO2. Behovet for nye tilgange og løsninger er derfor stort.

I et nyt tekstilprojekt forsøger Teknologisk Institut, Elis, ID® Identity, Designskolen Kolding, NewRetex og Syddansk Universitet at øge cirkulariteten for industritekstiler.

“Tekstilindustrien står over for en grøn omstilling og skal træffe komplekse valg, der både understøtter bæredygtighed og forretning. I DECOUPLE vil vi hjælpe dem til de bedste databaserede, cirkulære valg. Samtidig arbejder vi helhedsorienteret med løsninger, der forlænger levetiden af tekstiler og fjerner barrierer for closed-loop genanvendelse”, fortæller projektleder Julie Stokkebro Schmøkel fra Teknologisk Institut.

Datadrevent beslutningsgrundlag

En af deltagerne i projektet er tekstilvirksomheden Elis, der udlejer og vedligeholder tekstiler til private og offentlige arbejdspladser. Virksomheden har detaljerede informationer om 6,4 millioner tekstilprodukter. Dataene skal hjælpe til at navigere i den komplekse håndtering af produkter, så der træffes beslutninger om materialevalg, reparation og genanvendelse, der giver mest mulig værdi økonomisk og miljømæssigt.

Målet er, at det datadrevne beslutningsgrundlag hos Elis kan inspirere andre virksomheder, også uden for tekstilindustrien, til at bruge deres mange produktdata til at skabe øget bæredygtighed.

Fokus på closed-loop genanvendelse

Det overordnede fokus i DECOUPLE er at få mest mulig værdi ud af tekstilerne økonomisk og miljømæssigt. Partnerne arbejder derfor også på tekniske og designmæssige metoder, der sænker barriererne for genbrug og genanvendelse. Blandt andet udvikles og analyseres der på nye industriprodukter af genanvendte fibre.

DECOUOPLE sker med deltagelse af partnere med forskellige roller i tekstilindustrien, herunder ID® Identity, der producerer erhvervsbeklædning, sorteringsvirksomheden NewRetex samt Designskolen Kolding og Syddansk Universitet. Med de alsidige kompetencer og tilgange skal samarbejdet bane vej for tekstilprodukter med lang levetid, hvor der samtidig er dokumenteret viden om, hvordan tiltagene påvirker både klima, miljø og økonomi.

DECOUPLE-projektet løber til og med 2025, og er et TRACE-projekt støttet af Innovationsfonden.

Læs mere her

Foto: Elis

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.