Danske virksomheder skal have adgang til viden, netværk og produktionsfaciliteter, så de i fremtiden kan designe og fabrikere avancerede mikrochips. Derfor samler et nyt nationalt center de førende aktører på området. Centret hedder Danish Chips Competence Centre og slår dørene op på DTU i starten af det nye år.
Mikrochips er essentielle komponenter i alt fra mobiltelefoner og medicinsk udstyr til militær teknologi og spiller en central rolle i udviklingen af kunstig intelligens. For at styrke Danmarks position på området, vil førende forskere fra DTU, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DFM – Danmarks Nationale Metrologiinstitut – samarbejde med industrien i det nye Danish Chips Competence Centre, som får hovedkvarter på DTU.
“Mikrochips er en grundsten i den digitale omstilling, og derfor er det helt afgørende, at vi i en tid med geopolitiske spændinger styrker Europas økonomiske sikkerhed gennem investeringer inden for mikrochips. Med det nye kompetencecenter kan Danmark spille en væsentlig rolle i at gøre EU mere selvforsynende med mikrochips, og det kan på sigt få en rigtig positiv indflydelse på både Danmarks og EU’s position i den globale teknologiudvikling”, lyder det fra Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund.
Store konkurrence- og vækstpotentialer
Formålet med det nye center er at koordinere danske forsknings- og udviklingsinitiativer på mikrochips-området. På den måde kan det tætte samarbejde mellem forskning og industri forhåbentligt føre til innovation, konkurrencefordele og vækst.
Centeret vil særligt fokusere på at tilbyde danske start-ups og SMV´er adgang til den nyeste forskningsbaserede viden og avancerede test- og produktionsfaciliteter i verdensklasse.
DFM skal særligt bidrage med avanceret måleteknik især i forbindelse med kvanteegenskaber.
Centeret er finansieret af EU og Uddannelses- og Forskningsministeriet med et budget på 57 mio. kr. over de næste fire år og skal sammen med tilsvarende centre i andre europæiske lande understøtte EU’s ambition om at fordoble produktionen af chips inden for Europas grænser inden 2030.
Foto: DTU
Seneste aktuelt
18. februar 2025
Robotløsning gør tandhjulsproducent klar til natproduktion
18. februar 2025
Tragisk hotelbrand giver anledning til fokus på brandsikkerhed
18. februar 2025
Digital løsning optimerer produktionen
12. februar 2025