I juli tester Teknologisk Institut og Københavns Kommune en innovativ asfaltbelægning. Målet er at reducere den partikelforurening, som opstår fra blandt andet bildæk og vejslid – en forurening der står for omkring 65 pct. af den samlede partikelforurening fra vejtrafik i Danmark.
Nu tester Teknologisk Institut og Københavns Kommune en specialudviklet asfalt på Husumvej. Asfalten er udviklet til at mindske partikelforurening fra vejtrafik.
Til kamp mod partikelforurening og støj
Den nye asfalt skiller sig ud med en særlig overfladestruktur, der både er robust og designet til at fange og fastholde flere af de skadelige partikler fra trafikken. Samtidig har asfalten en støjdæmpende effekt, hvilket gør den attraktiv for både miljøet, borgerne og trafikken på vejen.
Projektet, der løber under forskningsinitiativet CityFresh, vil måle effekten præcist. Et netværk af sensorer langs Husumvej følger nøje med, så forskerne kan dokumentere både ændringer i partikelforurening og vejstøj. Det giver helt nye data om, hvordan vejbelægninger konkret påvirker luftkvaliteten lokalt.
“Vi kan potentielt reducere denne forurening til luften markant. Asfalten er et kompromis mellem holdbarhed og partikeltilbageholdelse. Jo mere åben struktur – størrelse på hulrum i asfalten – des bedre er den til at tilbageholde partikler og potentielt kan dette også mindske støjen. Men de åbne strukturer har ikke en optimal holdbarhed eller slidstyrke. Derfor har vi valgt to typer asfalt med mellemstørrelse hulrum, hvor der forventes en acceptabel holdbarhed og samtidig bedre tilbageholdelse af partikler end standardasfalten,” forklarer Maj Frederiksen, seniorprojektleder ved Teknologisk Institut.
På Husumvej bliver ca. 1,5 km vej nu udlagt med de to nye typer asfalt samt én referencestrækning med den standardbelægning, som Københavns Kommune normalt bruger, i forbindelse med den løbende vedligeholdelse af vejen.
Sensorteknologi giver nye muligheder
Forsøget udspringer af et grundigt forarbejde i laboratorierne hos Teknologisk Institut. Her er otte forskellige asfalttyper blevet testet: fra helt tætte belægninger til de mest åbne drænasfalttyper. Det viste sig, at de åbne asfaltbelægninger var mest effektive til at reducere partikelophvirvling, men de var samtidig mindre slidstærke. Derfor faldt valget på to mellemåbne belægninger til forsøget på Husumvej.
Maj Frederiksen beskriver vigtigheden af de nye sensorteknologier:
“Gennem et netværk af sensorer vil vi måle effekten af den nye asfalt direkte på stedet. Det giver os værdifuld viden om, hvordan forskellige vejbelægninger påvirker luftkvaliteten,” fortæller hun.
Projektet gennemføres i samarbejde mellem Teknologisk Institut, Colas Danmark A/S, sensorvirksomheden DevLabs og FDM. Københavns Kommune har stillet Husumvej til rådighed som teststrækning, mens Miljøministeriets Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram støtter projektet. De første målinger og resultater forventes klar i slutningen af 2025.
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
6. november 2025