Power-to-X-projekter kan møde lokal modstand. Det er Havnsø på Vestsjælland et eksempel på, hvor en gruppe borgere frygter for konsekvenserne af CO2-lagring i undergrunden. Mette Marie Vad Karsten, ph.d. og Lead Antropologist hos DBI, forklarer, hvordan man bedst håndterer borgermodstand.

”Hvis jeg stod for at skulle købe et hus eller sommerhus her, og jeg så fik at vide, at det står direkte oven på et CO2-lager, vil jeg nok tænke mig lidt om, før jeg slår til. Jeg frygter, at det kan knække sådan et lille samfund som vores.”

Sådan lød det i en nylig artikel i Berlingske Tidende fra en af beboerne i Havnsø, hvor de frygter de risici, der kan følge med CO2-lagring i byen.

Havnsø er ét af fem områder i Danmark, som Energistyrelsen har udpeget som mulige CO2-lagringsområder, og en række selskaber har ansøgt om at foretage prøveboringer i bl.a. Havnsø-strukturen for at udforske mulighederne yderligere. Ifølge artiklen er det geologernes klare forventning, at CO2’en forbliver i sandstenslaget 1.500-2.000 meter under jorden, hvor den bliver pumpet ned, forseglet af et tykt lerlag ovenover.

De informationer beroliger dog ikke borgerne. Langt fra, faktisk. Artiklen taler endda om en eksistentiel frygt. Og hvad gør man så som virksomhed og/eller myndighed, når borgermodstanden mod et projekt, som end ikke eksisterer endnu, er så fundamental? Netop dette spørgsmål er relevant, fordi Power-to-X-projekter vil kunne møde lignende, hård modstand.

Hvordan håndteres borgermodstand?

“Projektejere og myndigheder skal anerkende, at borgerne føler sig bange”. Sådan lyder det fra Mette Marie Vad fra DBI, der påpeger, at risikoen for borgermodstand bliver større, når bekymringerne ikke anerkendes.

“Og når lokal modstand samtidig helt grundlæggende ofte handler om, at folk ikke føler, at deres mening vægter lige så meget som andres; at det er dem med magt og penge, der har serveretten til at definere, hvor ting skal ligge; at processerne ikke er gennemsigtige, at de ikke føler sig taget med på råd – ja, så har man en giftig cocktail for et nyt projekt”, fortsætter hun.

I den forbindelse peger Mette Marie Vad på væsentligheden af den tidlige og uformelle dialog som en løsning, der kan afhjælpe modstanden:

“Alt for ofte ser vi, at projektejere og kommuner mødes uden at involvere borgerne, fordi de gerne vil forsøge at styre narrativen og først indlede dialogen, når de kan svare på alle spørgsmål, der måtte komme i forhold til projektet. Det kan være med den bedste intention, men det risikerer at ramme dem i nakken, fordi rygter, tvivl og historier i mellemtiden har fået deres eget liv i lokalsamfundet, så man møder en mur af modstand, når man endelig åbner for dialogen og er klar til at fortælle om projektet”, fortæller Mette Marie Vad.

Du kan læse mere om Mette Marie Vads anbefalinger her

Foto: Unsplash