EU’s kommende krav om digitale produktpas (Digital Product Passport, DPP) vil i de kommende år få stor betydning for danske produktionsvirksomheder.
Det digitale produktpas bliver et centralt værktøj i EU’s arbejde for øget transparens, bæredygtighed og cirkularitet i værdikæder og vil gradvist blive indført for stadig flere produktgrupper under Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR).
Et nyt white paper fra FORCE Technology giver et overblik over krav, udfordringer og muligheder og viser, hvordan virksomheder allerede nu kan forberede sig. Analysen, som bygger på desk research og interviews med virksomheder, peger særligt på, at små og mellemstore produktionsvirksomheder står over for væsentlige barrierer. Analysen peger på tre typiske udfordringer for SMV’er: produktdata er ofte spredt på tværs af regneark, systemer og leverandører; IT‑systemer hænger ikke altid sammen; og der er usikkerhed om, hvilke data der konkret bliver krævet hvornår.
Netop derfor anbefales en pragmatisk tilgang. I stedet for at vente på alle detaljer i reguleringen kan SMV’er allerede nu styrke deres grundlæggende datamodenhed. Det handler om at skabe overblik over eksisterende produktdata, tydeliggøre hvem der har ansvar for hvilke informationer og vurdere, om nuværende systemer kan understøtte fremtidige krav. Små, konkrete skridt kan reducere både risiko og omkostninger senere.
DPP giver også forretningsmuligheder
Samtidig fremhæver white paperet, at arbejdet med det digitale produktpas også rummer markante forretningsmæssige muligheder. Virksomheder, der tidligt styrker deres datagrundlag og digitale infrastruktur, kan opnå bedre overblik over egne produkter, forbedre interne processer og stå stærkere i forhold til både kunder og regulatoriske krav. DPP kan dermed fungere som løftestang for øget datamodenhed og mere struktureret produktdokumentation.
White paperet afsluttes med fem konkrete anbefalinger til, hvordan virksomheder kan komme i gang.
Læs og hent white paper om de krav og muligheder DPP giver her