Hvordan omsætter man en god idé og forskning til en løsning, der kan gøre en reel forskel i samfundet? Svaret ligger ofte i samspillet mellem nysgerrighed, viden – og de rette faciliteter til at bringe idéen tættere på virkeligheden.
Det illustrerer et projekt fra den 18-årige gymnasieelev Ask Møller, der har udviklet en prototype, som i fremtiden kan bidrage til tidligere opsporing af lungekræft. Løsningen bygger på en enkel, men perspektivrig idé: at identificere mønstre i de stoffer, mennesker udånder. Hvis bestemte kemiske signaturer går igen hos patienter med lungekræft, kan det på sigt danne grundlag for nye screeningsmetoder – måske endda noget, der kan foregå uden for hospitalerne.
Ask har udviklede sin sorte boks med sensorer og moduler – en tidlig version af en såkaldt “elektronisk næse”. Vejen dertil har dog krævet mere end blot en god idé. Det har krævet adgang til specialiseret viden, avanceret måleudstyr og sparring med eksperter.
Når forskning skal ud at virke
For at kvalificere sin løsning besøgte Ask FORCE Technology, hvor han fik indblik i, hvordan avancerede teknologier kan anvendes til at analysere organiske forbindelser i luft – herunder potentielle spor efter sygdom.
Med adgang til teknologier som PTR-ToF-MS og Smart Sensors fik han mulighed for at arbejde med præcise målemetoder, som ellers primært findes i professionelle forsknings- og testmiljøer. Det er netop denne type brobygning mellem idé og anvendelse, der er kernen i GTS-systemets rolle i innovationskæden.
”Det var en fornøjelse at have Ask på besøg. Han brænder virkelig for sin ide og var meget interesseret i vores målemetoder. Jeg er dybt imponeret over, hvordan denne viden har givet inspiration til hans endelige projektide og prototype. Det kræver et særligt talent i så ung en alder,” fortæller Amy Smart, specialist i kemisk analyse hos FORCE Technology.
Innovation kræver mere end opfindsomhed
Historien viser, at selv de mest lovende idéer sjældent står alene. De kræver adgang til faciliteter, testmiljøer og faglig sparring for at udvikle sig fra koncept til noget, der kan implementeres i praksis.
Her fungerer GTS-institutterne som et vigtigt bindeled. De stiller ikke blot avanceret teknologi til rådighed, men bidrager også med ekspertise, der kan hjælpe med at kvalificere, teste og videreudvikle løsninger – uanset om de kommer fra startups, etablerede virksomheder eller unge talenter.
Et kig mod fremtiden
Selv om løsningen stadig er på prototypestadiet, viser projektet, hvordan teknologiske muligheder kan opstå i krydsfeltet mellem forskellige discipliner – i dette tilfælde biologi, kemi og sensorik.
Samtidig understreger det, hvor vigtigt det er med en stærk innovationsinfrastruktur. For det er her, idéer bliver til løsninger – og løsninger kan gøre en forskel.
Næste skridt for Ask er den europæiske konkurrence for unge forskere. Men uanset udfaldet er hans projekt allerede et eksempel på, hvordan nysgerrighed og adgang til de rette kompetencer kan bringe forskning tættere på virkelighedens behov.