I projektet DEXTRA, der er støttet af Innovationsfonden, håber Teknologisk Institut og en række partnere, at avanceret røntgenbaseret 3D-billeddannelsesteknologi, kombineret med kunstig intelligens, kan erstatte manuelle, fysiske arbejdsopgaver og mindske spild.

Ny teknologi

Teknologisk Institut har netop sat gang i projektet DEXTRA, der skal revolutionere industriel 3D-røntgenafbildning ved at kombinere røntgenteknologi med kunstig intelligens.

Håbet er at kunne levere hurtige og kosteffektive 3D-billeder, som kan anvendes bredt i industrien, med særlig fokus på at optimere processerne i fødevaresektoren.

“Vores mål er at udvikle et alsidigt måleudstyr, der kan revolutionere flere industrielle sektorer. Selvom vores primære fokus er fødevareindustrien, og særligt kødindustrien, har denne teknologi potentiale til at transformere industriel overvågning og kvalitetskontrol i mange forskellige brancher,” siger Dennis Brandborg Nielsen, centerchef på Teknologisk Institut.

Automatisering af præcisionsarbejde

På slagterier landet over udføres der dagligt præcisionsarbejde, hvor medarbejdere manuelt fjerner kød fra ben, fedt og svær. Denne proces kræver stor nøjagtighed for at undgå spild og opretholde produktkvaliteten, men den er også fysisk krævende og svær at automatisere med robotteknologi.

I DEXTRA-projektet ønsker partnerne at tackle disse udfordringer ved at anvende 3D-røntgenafbildning og kunstig intelligens til at kortlægge, hvor knogler og kød befinder sig i produkterne. Resultatet er, at robotter kan udføre udbeningsarbejdet uden behovet for manuelt præcisionsarbejde. Denne teknologi skal integreres i slagteriernes robotsystemer for at strømline og automatisere udbeningsprocesserne.

Med DEXTRA ønsker man inden udgangen af 2026 at have udviklet en hurtig og integrerbar løsning til 3D-afbildning, som kan implementeres i eksisterende systemer. For kødindustrien betyder det en mere præcis og hurtigere udbeningsproces, der mindsker spild og reducerer de fysiske krav til medarbejderne.

“DEXTRA repræsenterer ikke kun et betydeligt teknologisk fremskridt for den danske industri, men også en stor international forretningsmulighed for teknologileverandører. Med et markedspotentiale på tværs af Europa og USA forventes teknologien at kunne implementeres bredt i forskellige industrisektorer, hvor der er behov for en præcis rumlig opmåling af produkter,” siger Dennis Brandborg Nielsen.

Projektet er støttet af Innovationsfonden og udover Teknologisk Institut deltager Danmarks Tekniske Universitet, DTU, automatiseringsvirksomhederne Frontmatec Smørum og AIRA Robotics S.L. samt slagterivirksomheden Danish Crown i projektet.

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.