Corona-pandemien og begrænsningerne har fået danskerne til at bruge mere tid i køkkenet og blive mere opmærksomme på deres måltider, viser en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut.
En helt ny forbrugerundersøgelse, gennemført af Teknologisk Institut, viser, at Corona-pandemien og de dertil hørende restriktioner har ændret danskernes madvaner. Der bruges mere tid og flere penge på mad, og forbrugerne er gået på jagt efter nye oplevelser via deres fødevareindkøb. 35 pct. angiver, at de bruger mere tid på madlavningen, mens kun tre pct. bruger mindre tid.
Undersøgelsen, som er en del af en international europæisk undersøgelse, er gennemført fra slutningen af marts til slutningen af juli 2020 på mere end 1.200 repræsentative danske forbrugere. De er fx blevet bedt om at sammenligne indkøbsvaner, tilberedning af mad og fortæring af den før og efter Corona-pandemien begyndte at præge deres hverdag.
”Tallene viser, at folk generelt forbruger mere og bruger mere tid og flere penge på mad. De forbruger med en større variation og prøver flere nye opskrifter og ingredienser af end tidligere. Det er interessant at se, hvordan maden har fået en højere værdi for de danske forbrugere. De prøver flere ting af, køber ind mere lokalt og smider mindre ud,” forklarer chefkonsulent Jeremy Millard, Teknologisk Institut.
Nye indkøbsvaner
Undersøgelsen viser også, at forbrugerne i stigende grad begyndte at vælge emballerede fødevarer i forhold til løsvarer som frugt, grønt og brød som en reaktion på de hygiejniske aspekter. Der spises lidt mere økologisk, men dog også mere slik, kager og alkohol.
Man kan dog ifølge Jeremy Millard ikke skære alle forbrugerne over én kam. Undersøgelsen viser nemlig, at de ændrede madvaner under Covid-19 er afhængig af forbrugernes demografi.
”Husstande med små børn tager mere hensyn til at forsat at få friske råvarer til deres måltider, mens husstande kun med voksne i højere grad forbrugte fødevarer med længere holdbarhed,” siger Jeremy Millard.
Mere opmærksomhed på madspild
Som en positiv sideeffekt er danskerne ifølge undersøgelsen blevet mere opmærksomme på at undgå madspild.
”Det er alle typer husstande, som har en tendens til at spilde mindre mad, men især husstande med børn og i storbyerne er blevet mere tilbøjelige til at undgå madspild,” siger Jeremy Millard.
Stort innovationspotentiale
Undersøgelsen påpeger, at forbrugerne med andre ord opfylder deres behov for oplevelser via deres madvaner i hjemmet. Behov de i dag ikke får opfyldt via begivenheder i det offentlige rum.
Derfor udgør de nye madvaner ifølge Teknologisk Institut et udviklingspotentiale for fødevarevirksomhederne.
”Undersøgelsen peger på et behov for nye oplevelser gennem fødevarer. Står man med en innovativ idé til en ny fødevare eller en ingrediens er det nu, man bør udvikle den. Det kunne være nye smage og teksturer eller helt nye ingredienser og råvarer, f.eks. indenfor det plantebaserede eller sundere fødevarer,” siger Dorte Petersen, seniorkonsulent Teknologisk Institut.
Du kan læse den fulde pressemeddelelse her
Foto: Colourbox
Seneste aktuelt
11. december 2024
NIS2-anbefaling: Må ikke gøres unødigt komplekst
11. december 2024