Anvendelse af nedknust beton som erstatning for granittilslag i produktionen af ny beton giver god mening. Projekt på Teknologisk Institut fastslår, at der er CO2-mæssige besparelser at hente uden at kompromittere kvaliteten af den nye beton. Med ændringer i lovgivningen er der åbnet op for helt nye muligheder.
Af Christine Vodsgaard Larsen
Mangel på jomfruelige materialer, stort fokus på cirkulær økonomi i bygge- og anlægsbranchen og ikke mindst en åbning i lovgivningen, baner vejen for mere og bedre genanvendelse af nedknust beton.
Spar transport og genbrug bedre
Martin Kaasgaard er forretningsleder på Teknologisk Institut og projektleder på et projekt finansieret af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.
”Sammenligner man nedknust beton med granittilslag, som importeres fra Norge eller Sverige, så giver det miljømæssigt god mening at erstatte granit med nedknust beton af høj kvalitet som tilslag i ny beton”, siger Martin Kaasgaard og fortsætter.
”Beregninger udført i projektet viser, at CO2-belastningen forbundet med knusning og transport af granit fra Norge til Danmark er tre gange så høj som for produktion af groft tilslag af nedknust beton”.
Ifølge Martin Kaasgaard er der således et miljømæssigt incitament for betonproducenter til at genanvende deres spildbeton af høj kvalitet som tilslag i produktionen af ny beton af tilsvarende kvalitet.
”Lovgivningsmæssigt er der åbnet op for, at vi kan anvende nedknust beton i anlægsbeton og vores resultater viser, at det kvalitetsmæssigt er forsvarligt, selv ved større erstatningsgrader end tilladt”, siger Martin Kaasgaard og tilføjer, at trods de gode resultater, skal man huske at tage øget udtørringssvind i betragtning i forhold til den ønskede anvendelse af betonen.
Dokumentationen på plads
De gode resultater er skabt i projektet ”Ressourceeffektive anlægskonstruktioner”. Her har formålet netop været at vise vejen til øget grad af genanvendelse i forbindelse med anlægskonstruktioner, herunder anvendelse af nedknust beton som tilslag i anlægsbeton.
”En af udfordringerne har været, at der har manglet generel publiceret dokumentation for, at det er muligt at anvende nedknust beton som tilslag i anlægsbeton, uden at kompromittere kvaliteten af den nye beton. Men de nye resultater viser, at hvis kvaliteten af den nedknuste beton er på niveau med den beton den anvendes i, så er egenskaberne af denne beton på niveau med referencebeton fremstillet med jomfruelige tilslag”, forklarer Martin Kaasgaard.
I forhold til anvendelse af nedknust beton som tilslag i ny beton er der overordnet defineret to typer nedknust beton; nedknust procestilslag, som er spildbeton fra egen produktion, der ikke har været anvendt i en konstruktion, samt genanvendt tilslag, som er beton der stammer fra en nedrevet konstruktion.
”Tidligere har det kun været tilladt at anvende nedknust beton som tilslag i beton til passiv miljøpåvirkning, men i det nye danske tillæg (EN 206 DK NA) til den europæiske betonstandard er der åbnet op for anvendelse af nedknust procestilslag til beton i tilsvarende eksponeringsklasser som det nedknuste procestilslag stammer fra. Der må anvendes op til 30 % af det grove tilslag, hvis det dokumenteres at betonens E-modul, krybning og udtørringssvind er forsvarligt i relation til bæreevne og konstruktionssikkerhed. Genanvendt tilslag tillades stadig kun anvendt til passiv miljøpåvirkning”, siger Martin Kaasgaard.
For Teknologisk Institut har arbejdet med projektet resulteret i, at bygge- og anlægsbranchen nu kan få hjælp til at udvikle og dokumentere ny beton med nedknust beton som tilslag, til at kortlægge og kvalificere materialer i forbindelse med nedrivning af betonkonstruktioner samt rådgivning angående krav og muligheder for at operere udenfor disse krav.
Fakta fra projektet
I projektet er der bl.a. arbejdet med nedknust beton fra nogle større bjælker (500x90x40 cm), som blev produceret på Teknologisk Institut i 2017 for at udføre bøjningsforsøg i relation til den kommende Femern forbindelse. Betonen blev blandet på blandeanlægget på Teknologisk Institut og var en 2-pulver beton med Lavalkali cement og flyveaske, vand/cement forhold 0,40 og granittilslag. Efter forsøgene blev bjælkerne gemt og de er nu blevet knust, fraktioneret og testet som tilslag i ny beton.
Recepten til den nye beton er identisk med den, som blev anvendt til fremstilling af bjælkerne. Der er blevet blandet betoner med hhv. 30 (max tilladt i henhold til standard), 60 og 100 % erstatning af granittilslag (groft tilslag) med den nedknuste beton. Efterfølgende prøvning viser, at betonerne har tilsvarende egenskaber som referencebeton hvad angår friske egenskaber samt trykstyrke, E-modul og frost/tø-bestandighed, mens der dog er konstateret et større udtørringssvind sammenlignet med den konkrete referencebeton. Resultaterne bliver publiceret i en rapport senere på året.
Vil du vide mere? Kontakt:
Martin Kaasgaard, mkaa@teknologisk.dk, 7220 2934
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Konference: Sådan bliver din SMV resilient
30. oktober 2024
Hvordan skaber vi robuste digitale samfund?
30. oktober 2024
Håndbog for højsikkerhed i bygge- og anlægsprojekter
30. oktober 2024