Efter et vellykket MADE Demonstrationsprojekt med hjælp fra Teknologisk Institut vil Trebo nu anvende avanceret teknologi og automatisering i deres sortering af plastikaffald. På den måde kan virksomheden forbedre kvalitet, reducere risikoen for fejl samt øge produktiviteten.
Når virksomheder står med en masse plastikaffald, så står virksomheden Trebo klar til at tage imod det, så det ikke bliver smidt ud.
Den sjællandske virksomhed Trebo gør det muligt at genbruge plastgranulater ved at sortere dem, hvorefter virksomheden sælger dem videre til produktion. Faktisk sortere Trebo plastikken i så høj kvalitet, at det kan anvendes til produktion af samme produkt, som granulatet oprindeligt var affald fra – såkaldt closed loop recycling, hvor plasten ikke “down-grades”. Det kan for eksempel være, at den genanvendte plastik ender som legetøj eller i elektronikudstyr.
“Vi hjælper virksomheder med at omdanne plastikaffald til et kvalitetsgenbrugsmateriale, der er klar til at erstatte virgint plastik i nye produktionscyklusser. Dermed forbliver plastikken i omløb,” fortæller Jeppe Holt, der er R&D Mechanical Engineer hos Trebo.
For at kunne følge med efterspørgslen og øge kvaliteten af sorteringen af plastgranulaterne er Trebo nødt til at tænke mere automation ind i processerne.
Derfor blev de en del af et MADE Demonstrationsprojekt, hvor de fik hjælp af Teknologisk Institut.
Fra manuel inspektion til intelligent teknologi
“Lige nu har vi operatører til at tage stikprøver og identificere de forskellige plasttyper. Det er både tidskrævende og afhænger af operatørens ekspertise,” fortæller Jeppe Holt.
Og det er her automatiseringen og den intelligente teknologi kommer ind i billedet.
Mange muligheder
Løsningen på Trebos udfording viste sig at være en infrarød sensor monteret på armen med et sugeværktøj, der scanner overfladen af det øverste granulatlag, hvorefter en AI-algoritme bygger og viser en mapping af overfladen, hvor de forskellige plastkategorier vises.
Altså et avanceret kamerasystem med kunstig intelligens, der kan scanne plastens overflade og identificere plasttypen baseret på dens spektrale egenskaber – forskellige bølgelængder af lys, som kan gengive farver og detaljer i billeder.
Selvom teknologien stadig er ny for Trebo, så øjner virksomheden gevinster i fremtiden.
“Der er stadig en del arbejde foran os med at implementere systemet fuldt ud. Men potentialet er stort,” slår Jeppe Holt fast.
Foto: Trebo
Seneste aktuelt
13. maj 2025