Torsdag den 28. januar samlede DBI, DHI, Teknologisk Institut og FORCE Technology centrale aktører i PtX-branchen til den fuldt bookede konference Fra grøn vision til virkelighed. Dagen gav et bredt indblik i de teknologiske, regulatoriske og praktiske udfordringer, der følger med opskaleringen af dansk PtX. Samtidig var det tydeligt, at GTS‑institutterne spiller en central rolle i at give PtX‑udviklingen et solidt fagligt fundament.
På dagen blev der bl.a. peget på:
- Behovet for sikker og koordineret brintinfrastruktur, hvor Energinet fremlagde status på etableringen af brintrørsforbindelsen til Tyskland og de mange afhængigheder mellem projekter, regulering og internationale markeder.
- Industriens første drifts- og skaleringserfaringer, fx European Energys arbejde med emethanol i Kassø og Måde, som illustrerer både muligheder og udfordringer, når PtX-anlæg går fra pilot til fuld skala.
- Sektorkobling i praksis, bl.a. VandCenter Syds arbejde med at integrere biogas, varme, spildevand og CO₂-fangst, som viser kompleksiteten i at koble energisystemer, processer og sikkerhed på tværs af sektorer.
- CO₂-håndtering og kvalitet, hvor Teknologisk Institut og FORCE Technology beskrev materialekrav, renhedsspecifikationer og risici i CO₂-transport, som bliver afgørende for både CCU og CCS fremover.
På tværs af oplæggene tegnede der sig et klart billede: PtX-udviklingen er i hastig acceleration, men på samme tid stiger kompleksiteten. Det kræver avancerede tests, dokumentation, standardisering, sikkerhedsvurderinger og udvikling af nye kompetencer. Det er netop områder, hvor GTS-institutterne allerede arbejder tæt sammen med både industri og myndigheder.
GTS-systemet faciliterede derfor ikke blot konferencen, men er en nødvendig teknologisk infrastruktur for PtX-løsninger i Danmark. Årets konference blev arrangeret i et tæt samarbejde mellem DBI, DHI, FORCE Technology og Teknologisk institut med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.